I dag har mere end fem millioner catalanere mulighed for at stemme ved et valg, der skal fordele 135 pladser i det regionale parlament.
Men regionalvalget har udviklet sig til en de facto-afstemning om løsrivelse fra Spanien.
Den nuværende leder af den regionale regering, Artur Mas fra det liberale, catalansknationalistiske parti Convergència Democràtica de Catalunya (CDC), har nemlig allerede proklameret, at hvis valget resulterer i et flertal til de partier, som ønsker selvstændighed fra Spanien, så vil det medføre, at man går efter at erklære Catalonien for uafhængigt i løbet af 18 måneder.
Ikke første forsøg på løsrivelse
Det er langt fra første gang, Catalonien forsøger at løsrive sig fra Spanien:
- Den catalanske regering forsøgte at lave en folkeafstemning sidste efterår, men det fik de ikke lov til. Så lavede de en frivillig folkeafstemning i stedet for, hvor to millioner catalanere gik hen og stemte, og hvor 87 procent stemte for en løsrivelse (fra Spanien, red.), siger Hans Lauge Hansen, lektor og ph.d., Aarhus Universitet.
- Men det er på ingen måde gældende, og derfor har man så valgt at bruge regionalvalget til at lave en markering på, om der faktisk er et flertal for løsrivelse.
Forfatningsstridigt
Vejen mod selvstændighed kan dog vise sig at være fuld af forhindringer:
- Problemet er først og fremmest, at det er forfatningsstridigt i forhold til den spanske forfatning. I forhold til den er det hele det spanske folk, der skal stemme om den slags. Og Catalonien har ikke lov til selv at gøre det, pointerer Hans Lauge Hansen.
Centralregeringen i Madrid har allerede sagt, at den vil blokere en eventuel uafhængighedserklæring ad rettens vej.
”Vi vil leve, som vi har lyst til”
Det ser imidlertid ikke ud til at lægge en dæmper på det catalanske ønske om selvstændighed:
- Vi vil leve, som vi har lyst til. Ingen skal fortælle os, hvordan vi skal leve, eller hvordan vi skal gøre tingene, siger Raül Romeva, leder af den catalansknationalistiske liste Junts Pel Si.
Og ønsket om politisk selvbestemmelse og økonomisk råderum er stærkt i den nordøstlige provins, forklarer Hans Lauge Hansen.
- I dag er det sådan, at en stor del af det catalanske, økonomiske budget går til resten af Spanien.
- Krisen har slået hårdt ned på Catalonien, og man har måttet modtage ret store lån fra Spanien, så situationen lige nu er lidt mere mudret. Men Catalonien er én af Spaniens allerstærkeste økonomiske regioner, og de føler, at de leverer for meget til det spanske samfund.
Nationalt valg til december
Billedet forplumres yderligere af, at hele Spanien skal til parlamentsvalg i december:
- Det nationale spanske valg kommer til at lave et helt nyt politisk billede i Spanien, forudser Hans Lauge Hansen.
Der har været stort set dødt løb i meningsmålingerne op til det catalanske regionalvalg, men de seneste målinger giver et knebent flertal til de partier, der vil løsrive Catalonien.
Afstemningsstederne er åbne indtil klokken 20 dansk tid.