Comey ved høring: Trump-administrationen har spredt løgne om mig og FBI

Fyret FBI-direktør føler, at han er blevet sværtet til, efter han forlod jobbet.

Den fyrede FBI-direktør, James Comey, lægger ingen fingre imellem under den høring, hvor han netop nu vidner foran 15 spørgelystne senatorer fra Senatets efterretningskomité.

I sine indledende kommentarer ved høringen, der omhandler tiden, hvor James Comey stod i spidsen for efterforskningen af mulig russisk indblanding i det amerikanske valg, siger den fyrede FBI-direktør, at han føler sig sværtet af den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans folk i Det Hvide Hus.

- Administrationen valgte at sværte mig og vigtigere endnu at skade FBI ved at sige, at organisationen var i opbrud, siger James Comey og fortsætter:

- Det var løgne, så enkelt er det. Og jeg er så ked af, at FBI-medarbejderne måtte høre dem, siger han.

Trumps forklaring overraskede

Ved høringen fortæller Comey, at han var overrasket over Donald Trumps forklaring for fyringen, som skete den 9. maj.

Forinden havde præsidenten flere gange fortalt FBI-direktøren, at han gjorde et godt stykke arbejde, fortæller Comey ved høringen.

I første omgang var den officielle begrundelse for fyring, at Comey ikke havde håndteret den såkaldte e-mail-sag om Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton godt nok.

Men senere sagde Donald Trump i et interview med NBC, at FBI var dårligt ledet og i opbrud under Comeys ledelse.

- Du ved det. Jeg ved det. Alle ved det. Se på FBI for et år siden, det var i oprør. Det er bare mindre end et år siden. Og det (FBI, red.) er ikke blevet genoprettet siden da, sagde Trump til NBC om Comeys ledelse af organisationen.

Noterede sine samtaler med Trump

FBI-chefen havde forinden haft flere episoder med Donald Trump, hvor han følte, at præsidenten overskred sine beføjelser, fortæller han.

Comey begyndte derfor at notere sine iagttagelser og samtaler med præsidenten ned.

- Jeg vidste, at der ville komme en dag, hvor jeg kunne få brug for beviser. Ikke kun for at forsvare mig selv, men for at forsvare FBI, siger han til høringen.

Af Comeys vidneudsagn, som er givet skriftligt før høring, fremgår det blandt andet, at Donald Trump skulle have bedt FBI-direktøren om at stille en garanti for sin loyalitet.

- Jeg var ærligt talt bekymret for, om han kunne finde på at lyve om vores møder, siger James Comey.

I sin åbningskommentar siger Comey desuden, at han var ked af den måde, han har måtte forlade jobbet som FBI-chef på.

- Jeg er så ked af, at jeg ikke fik sagt ordentlig farvel til mine kollegaer. Det var en stor ære for mig at arbejde med jer, og jeg vil savne det resten af mit liv, lyder det fra den nu fyrede FBI-chef.