Cuba-kender: Stadig lang vej til normalt forhold mellem USA og Cuba

Når USA i dag officielt har fjernet Cuba fra en liste over statslige sponsorer af terror, så kommer det ikke rigtig til at ændre noget, siger Cuba-kender.

Cuba bliver ikke længere betragtet som et land, der sponsorerer terrorisme. (Foto: © Enrique De La Osa)

Der er i dag taget endnu et skridt på vejen til at normalisere forholdet mellem USA og Cuba. Amerikanerne har nemlig formelt fjernet Cuba fra listen over statslige sponsorer af terror.

Selvom det er et skridt i den rigtige retning, så er der stadig langt til, at forholdet mellem de to lande bliver normalt igen.

- Det er en formalitet, for det har været længe kendt, at Cuba ville blive taget af listen, siger Brian Rasmussen, journalist og forfatter til flere bøger om Cubas historie og samfund, til DR Nyheder.

Stadig lang vej igen

Ifølge Brian Ramussen har det ikke været et spørgsmål om hvis, men hvornår det ville ske.

- Kongressen (den amerikanske, red.) har været nødsaget til det. Det er en af de mindste ting, som USA har kunne gøre i forhold til normaliseringen af forholdet.

Der er dog stadig en række faktorer, der gør, at normaliseringen har lange udsigter.

- De sværeste hørtler i det her er, at cubanerne kræver, at USA skal betale et beløb på op mod 200 milliarder kroner tilbage, som de mener, at blokaden mod Cuba har kostet de sidste 50 år, siger Brian Rasmussen.

Han fortæller, at det også er meget vigtigt for Cuba at få Guantanamo-basen (amerikansk militærfængsel på Cuba, red.) tilbage.

USA bliver nødt til at fedte for latinoerne

Det næste skridt på vejen til at blive helt gode venner er at åbne ambassader i Havana og Washington.

- Der har jo været de her 'interesse-kontorer' i begge lande, men de bliver snart erstattet af rigtige ambassader, siger Brian Rasmussen.

Men det, der foregår mellem USA og Cuba lige, nu handler ikke kun om at forberedre forholdet mellem de to lande.

USA har nemlig mistet indflydelse og terræn i Mellem- og Sydamerika igennem en længere periode, forklarer Brian Rasmussen.

- USA er nødt til at vise overfor latinamerika, at 'man vil noget'. Der bliver i øjeblikket valgt mange venstreorienterede ledere i de sydamerikanske lande, og det er ikke en fordel for amerikanerne, siger han.