- Her til morgen var jeg lige ved at få kaffen galt i halsen, da jeg ud af vinduet kunne se en høj askesøjle stå direkte op af den store vulkan med tunge, mørke skyer over. Det havde jeg ikke lige forventet at stå op til.
Sådan siger Rikke Cordt Rasmussen, der bor omkring 12 kilometer nordøst for vulkanen Mount Agung på Bali, hvor hun og hendes mand ejer et resort.
Rikke Cordt Rasmussen har med sin fireårige datter i dag forladt deres hjem ved resortet og er kørt til et andet hus, som familien ejer i Sanur nær lufthavnen på den sydlige del af øen.
Undervejs på turen har asken fra vulkanen lagt sig på bilen.
- Resortet er ikke påvirket lige nu, men vi forventer, at der kan komme mere aske, og så er det besværligt at flytte en hel familie. Vi vil også gerne have vores datter på sikker afstand af vulkanen, siger Rikke Cordt Rasmussen.
38 dage lang evakuering
Der har været aktivitet i vulkanen gennem flere måneder, og den 22. september fik familien, gæsterne på resortet og mange tusinde andre besked på at lade sig evakuere.
Evakueringen varede i 38 dage.
Denne gang har familien ikke fået besked på at lade sig evakuere. Det er kun folk, der bor i en radius af 7,5 kilometer fra vulkanens top, som myndighederne har bedt om straks at rykke længere væk.
Rikke Cordt Rasmussen undrer sig over, at myndighederne overhovedet har sænket alarmberedskabsniveauet og ladet befolkningen vende hjem.
Hun kan godt være bekymret for, at der vil opstå en kaotisk situation, hvis folk med kort varsel igen må evakueres.
- Det er meget tydeligt, at hele vores side af Bali er påvirket af vulkanen. Det er mørkt, og der kommer store askeskyer ned. Ikke ved vores resort, men det er bare et spørgsmål om vindretningen, siger Rikke Cordt Rasmussen.
Ansatte bor på skråningen af Mount Agung
Hun fortæller også, at hun og hendes mand har omkring 80 ansatte i resortet og de tilhørende villaer.
Det er primært dem, som Rikke Cordt Rasmussen er bekymret for.
Mange af de ansatte på Kubu Indah Dive & Spa Resort bor lige ved resortet, men der er også omkring 10 ansatte, som bor på skråningen af Mount Agung.
- De kommer ofte og siger, at de ikke har sovet godt, fordi de har haft mange jordskælv. Da vi blev evakueret i september, havde vi også rigtig mange jordskælv nede ved os, men det har vi ikke på nuværende tidspunkt. Vi er kun generet af den ekstreme askesky, men den er også skræmmende i sig selv, siger Rikke Cordt Rasmussen.
Lukket på grund af renovering
På grund af en længe planlagt renovering har Kubu Indah Dive & Spa Resort i dag sendt de sidste af deres gæster til lufthavnen og holder lukket frem til 10. december.
Det betyder, at personalet i de kommende to uger har deres årlige ferie. Mange af dem har forladt eller er ved at forlade området.
Derfor er Rikke Cordt Rasmussens mand og nogle håndværkere fra i eftermiddag de eneste, der er tilbage på resortet.
- Det er lige en tak for spændende lige nu. Men vi har lovet vores agenter, at stedet er klar til deres gæster, når de ankommer den 10. december fra blandt andet Danmark, og den aftale håber vi på, at vi kan holde, siger hun.
