Mellem klokken 14.30 og 15.00 lokal tid ramte en eksplosion metrosystemet i den russiske storby Sankt Petersborg.
Op mod ni personer meldes dræbt og mindst 20 er såret, og den russiske statsanklager kalder angrebet for terror, skriver flere russiske medier.
Lederen af det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg, Finn Andersen, befinder sig i byen og melder, at byen er i chok.
- Jeg vil tro, at hele byen er chokeret over dette bombeanslag. Normalt er her sikkert og trygt på gaden - så dette bombeanslag er nyt og ikke særligt spændende, siger han.
Han fortæller, at eksplosionen skete på en meget befærdet metrolinje tæt på byens centrum, og at det i russiske medier forlyder, at det tilsyneladende var indholdet i en bærepose, der var blevet efterladt i metroen, der udløste eksplosionen.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, er i dag i netop i Sankt Petersborg, hvor han holdt møde med Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko. Og det skaber spørgsmål, om der er en sammenhæng med besøget fra Vladimir Putin og eksplosionen.
- Det er et velvalgt tidspunkt, hvis man vil markere noget, og så er det året før det russiske præsidentvalg, som det måske kan være en optakt til, siger Finn Andersen.
Der er ingen meldinger om dræbte danskere i Sankt Petersborg, men Udenrigsministeriet opfordrer danskere i den russiske storby til at underrette deres pårørende, hvis de er okay.
Du kan følge seneste nyt i sagen på dr.dk's liveside her.