Dansker i Sankt Petersborg: Lige nu vil jeg ikke bruge metroen

Vi er alle sammen rystede, siger Maria Højgaard, der dagligt bruger metroen i Sankt Petersborg, der er ramt af terror.

Maria Højgaard har mange gange rejst med metroen på de stationer, som er ramt af eksplosionen. (Foto: © GR6220-K70695)

- Lige nu har jeg ikke lyst til at bruge metroen, så jeg skal hjem og læse nyheder og prøve at overveje situationen, for jeg bruger metroen hver dag.

Den danske studerende Maria Højgaard var kun et par kilometer fra de metrostationer i det centrale Sankt Petersborg, som er blevet ramt af et bombeangreb her til eftermiddag.

Hun er vant til at bevæge sig gennem undergrunden i den pulserende russiske storby.

- Jeg er meget chokeret, og heldigvis var jeg ikke på stedet. Men jeg kunne godt fornemme, at der var noget på færde, da flere metrostationer blev lukket, fortæller hun til DR Nyheder.

Hidtil har hun følt sig ret sikker i Sankt Petersborg, hvor hun læser, fortæller hun. Men efter i dag ser det anderledes ud.

- Ligesom i alle europæiske byer i de her tider er der en risiko, men jeg har ikke følt mig utryg ved at bruge metroen indtil nu, siger Maria Højgaard.

Eksplosionen ramte metrosystemet i det centrale Sankt Petersborg, og indtil videre meldes mindst ni dræbt, mens omkring 20 er såret, oplyser den russiske anti-terror komite.

Sprængstof blev formentlig detoneret mellem to stationer. Men der er forsat stor usikkerhed omkring, hvad der helt nøjagtig er sket.

- Jeg har været i kontakt med både danske og russiske venner, og vi er alle sammen rystede. Vi bruger metroen hver dag og kender de stationer godt, siger Maria Højgaard.

Den russiske statsanklager kalder eksplosion i Sankt Petersborgs metro for en "terrorhandling", men endnu har ingen taget skylden for angrebet.

Eksplosionen skete mellem klokken 14.30 og 15.00 lokal tid i en central og travl del af Ruslands andenstørste by.