Når Donald Trump har kastet sig ud i en ordkrig med andre statsledere - som oftest på Twitter - har den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, løbet bag ham og glattet ud.

Derfor ringede telefonen i går også i det danske udenrigsministerium, hvor Mike Pompeo over for den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), forsøgte at råde bod på Trumps seneste udmeldinger om Danmark.

Donald Trump kalder statsminister Mette Frederiksens (S) udtalelser for 'upassende':

Pompeo roste det stærke bånd, Danmark og USA har, og har anbefalet et tæt samarbejde om Arktis.

Men længe inden den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, fik til opgave at gyde olie på vandene efter USA’s præsidents verbale opgør med den danske statsminister, var hans tid og opbakning dedikeret en helt anden: Marco Rubio.

Senatoren, der var Trumps modstander i valgkampen tilbage i marts 2016.

For Marco Rubio var ifølge Pompeo en kandidat med en tilstrækkelig mængde viden og dømmekraft, når det gjaldt den nationale sikkerhed. I modsætning til Trump, der var en “svindler”, og som Pompeo dengang mente ville blive en autoritær præsident, klar til at ignorere den amerikanske forfatning.

Der skal ryddes op

Siden er Mike Pompeo gået fra at være medlem af Repræsentanternes Hus til leder af CIA, og da den forhenværende udenrigsminister, Rex Tillerson, blev fyret sidste år i marts - på Twitter i øvrigt - stod Pompeo klar til at overtage.

I begyndelsen af ugen slog han fast, at han beholder pladsen “så længe præsident Trump vil have mig til at være udenrigsminister”.

Men hvorfor er der overhovedet behov for, at USA's udenrigsminister skal mægle mellem sin egen præsident og en af landets tætte allierede?

- Mike Pompeo rydder op efter præsidenten og sikrer det bilaterale forhold mellem Danmark og USA, som er blevet skadet, siger Derek Beach, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Et manglende maskinrum

Det er ikke første gang, at embedsværk og det politiske bagland må glatte ud efter, at en præsident er kommet med en uheldig bemærkning.

Donald Trump er dog i en liga for sig, mener Derek Beach.

- Trump har taget det til et helt nyt niveau, derfor ignorerer baglandet ham og siger 'Trump er Trump', fortæller Derek Beach.

Han forklarer, at der bag den amerikanske præsident er et "maskinrum" med forskellige diplomater, som har været i stand til at råde bod på, hvad præsidenten har sagt og gjort, men at flere af de diplomater er blevet fyret.

- Præsidenten har frasorteret de traditionelle republikanere i maskinrummet, derfor kører amerikansk udenrigspolitik ikke, som det plejer.

Men selvom det måske ikke helt hører med til normalen, at man langer ud efter sine allierede på Twitter eller for den sag skyld offentligt betegner en tidligere udenrigsminister som "dum som en dør", er det langt fra nyt, at den øverste ledelse i den amerikanske regering finder veje til at udøve diplomati uden om sit udenrigsministerium eller andre dele af bureaukratiet.

De veje kan blandt andet være familiemedlemmer eller særlige udsendinge, forklarer den amerikanske historiker Ken Weisbrode, der har forsket i blandt andet diplomati og amerikanske udenrigspolitik.

- Udenrigsministeriet var på et tidspunkt primus inter pares (en ledende rolle, red.), hvad angår udenrigspolitik, men det har ikke rigtig været tilfældet siden Reagan-administrationen, siger han.

I en regering så stor og kompleks som den amerikanske er der dog sjældent kun en retning i udenrigspolitikken.

- Alle sager, udfordringer og problemer bliver håndteret af mange mennesker, og det kan være svært selv for de mest velinformerede observatører at finde ud af, hvem der har den mest indflydelsesrige og beslutningsdygtige rolle på et givent tidspunkt, lyder det fra Ken Weisbrode.

Han deler dog det synspunkt, at der i den øverste ledelse af USA's regering normalvis har været en strategisk proces omkring udarbejdelsen af politikker, men at store dele af den proces måske ikke helt fungerer i den nuværende administration.

Grønland-sag er en 'diplomatisk irritationskilde'

Spørgsmålet er, om det dansk-amerikanske forhold har taget skade af Donald Trumps skarpe retorik omkring Grønland og Danmark.

- Det kan godt være, at Mike Pompeo siger, at der ikke er noget problem mellem Danmark og USA nu, men holder det? Taler han på vegne af Trump? Fordi der er meget, som tyder på, at han ikke gør, siger Derek Beach.

I modsætning til sin forgænger, Rex Tillerson, der af Donald Trump er blevet kaldt "luddoven" og anklaget for at "mangle åndsevnen" til at udføre sit job, nyder Mike Pompeo tilsyneladende stadig Trumps tillid.

Eller i hvert fald formår han at opretholde opfattelsen af det, lyder vurderingen fra Weisbrode, der mener, at den er helt afgørende for, at Pompeo overhovedet kan udføre sit arbejde.

Han understreger, at selvom det dog er spekulativt, er indtrykket alligevel, at udenrigsministeren og præsidenten ikke ser helt ens på tingene, men at Pompeo gør, hvad han kan for at være "en god soldat".

Den amerikanske historiker er usikker på, hvor omfattende efterdønningerne af de seneste udfald fra Donald Trump mod en Nato-allieret vil være.

- Taget i betragtning af, hvordan nyheden (forslaget om køb af Grønland, red.) kom frem, er det vanskeligt at sige noget om, hvor alvorligt det er. Men det lader i hvert fald til, at det har ført til en offentlig uoverenstemmelse mellem de to landes regeringer, der med mediernes dækning af det, allerhøjst kan betegnes som en diplomatisk irritationskilde, siger Ken Weisbrode.

Ridser i lakken

Den måde, hvorpå Trump-administrationen har ført udenrigspolitik, skader måske ikke kun forholdet til Danmark.

Konsekvenserne af en front, hvor baglandet mener en ting, og præsidenten mener noget andet, er begyndt at vise sig internationalt.

- Vi er begyndt at se konsekvenserne af, at hele maskinrummet bag Trump er svækket, herunder handelskrigen med Kina og konflikten med Iran, siger Derek Beach og fortsætter:

- Vi har en amerikansk udenrigspolitik, som sejler, og et USA, dets allierede ikke stoler på.