DR i Beirut: 'I dag sørger vi, i morgen rydder vi op, og i overmorgen slår vi dem ihjel'

To korrespondenter giver analyser fra Beirut.

Til venstre på billedet stod engang den lagerbygning, hvor de 2.750 tons ammoniumnitrat blev opbevaret. (Foto: © JOSEPH EID, Scanpix)

Stemningen er ved at skifte i Beirut. Mens chokket fra tirsdagens eksplosion er ved at lægge sig, vokser vreden blandt befolkningen.

For hvordan kan det være, at myndighederne til trods for flere advarsler har ladet 2.750 tons sprængfarlig ammoniumnitrat opbevare i et pakhus på havnen? Det var dømt til at gå galt og gjorde det, mener de.

DR Nyheders korrespondenter i Mellemøsten, Puk Damsgård og Michael S. Lund, er taget til Beirut for at rapportere efter tirsdagens voldsomme eksplosion, der indtil videre har kostet 154 mennesker livet og såret flere end 5.000.

Og det er ikke det Beirut, de kender, der møder dem.

- Det er enormt sørgeligt at være i Beirut under disse omstændigheder. Jeg går forbi steder, jeg har spist frokost og hoteller, jeg har besøgt, og alt er bare blæst ud. Jeg var her for tre uger siden og tænkte, at det her er virkelig slemt, men nu er det bare endnu værre, siger Michael S. Lund.

Libanon var allerede før eksplosionen på randen af kollaps hvirvlet ind i en kæmpe økonomisk, politisk og fødevaremæssig krise. Libanons valuta har mistet 80 procent af sin værdi det seneste halve år.

Landet er det tredje mest forgældede i verden.

Inflation har gjort, at varer som tomater og kød er blevet dobbelt så dyre. Importerede varer er i nogle tilfælde steget med 300-400 procent. Regeringen forudser, at 60 procent af befolkningen vil leve under fattigdomsgrænsen i år.

Det bliver også temaet ved den store demonstration, der er planlagt i morgen.

- Vi ønskede dem bag tremmer, nu ønsker vi dem døde, skriver en Twitter-bruger.

- Jeg talte med en fra protestbevægelsen i går, der sagde, at nu har de demonstreret fredeligt i månedsvis. 'Nu tror jeg ikke, at vi kan blive ved med at være fredelige', sagde han. Jeg skal ikke kunne sige, hvor repræsentativ han er, men andre kommer med lignende udtalelser, siger Michael S. Lund.

Også Puk Damsgaard har mærket vreden i befolkningen - endda på egen krop. Mens hun var igennem i TV-Avisen var luften tyk af tåregas, som politiet havde brugt mod demonstranterne i byen.

- Libaneserne taler om, at i dag sørger vi, i morgen rydder vi op, og i overmorgen slår vi dem ihjel, siger Puk Damsgård.

Du kan se dette og få Puk Damsgårds analyse fra Beirut i videoen øverst i denne artikel.

Demonstrationer foran Energiministeriet forleden. Demonstranter stødte sammen med politi grundet utilfredshed med strømsvigtet, som Beirut i lang tid har lidt under. (Arkiv) (Foto: © Str, Scanpix)

Vreden har ulmet i det lille mellemøstlige land i lang tid. Landet har kun 4,5 millioner indbyggere, men har oveni modtaget omkring 1,5 millioner syriske flygtninge.

- Folk er trætte af deres politikere, som de ser som dybt korrupte, og som nogen der kun tænker på sig selv i stedet for at tænke på deres befolkning. Et af demonstranternes slagord er ‘hæng løkkerne op’, hvor folk demonstrerer med galger for at vise, hvad de mener om politikerne, siger Michael S. Lund og fortsætter:

- Man vil ikke have straffet en eller anden tilfældig embedsmand fra havnen, de vil have alle politikerne til at tage deres gode tøj og gå.

Beirut umiddelbart efter eksplosionen: