Ekspert: Facebook skal ansætte flere og blive bedre til at håndtere anmeldelser

Amerikansk politi leder efter en mand, der har lagt video af drab på det sociale medie. Videoen blev først fjernet efter to timer.

Ifølge politiet var det Steven Stephens på billedet, som pludselig dræbte en ældre mand og postede en video af ugerningen på Facebook. Amerikansk politi leder nu efter Stephens og har udlovet en dusør for informationer, der kan lede til ham. (Foto: © handout, Scanpix)

50.000 dollar.

Det svarer til knap 350.000 kroner, og det er størrelsen på den dusør, som amerikansk politi har sat på højkant for informationer, der kan lede dem til en mand, som i påsken uploadede et drab på Facebook.

Manden, som ifølge politiet er den 37-årige Steven Stephens, skød og dræbte søndag en 74-årig mand efter at have udvekslet et par ord med ham. Den 74-årige Robert Godwin var på vej hjem fra en påskefrokost, da Steven Stephens antastede ham, hvorefter han postede videoen af drabet på Facebook. Her nåede videoen at være publiceret i to timer, før den blev fjernet.

I de to timer blev videoen set og delt af tusindvis af brugere.

https://twitter.com/CLEpolice/status/854052395785048064

Facebook har mandag indledt en undersøgelse af, hvordan det sociale medie håndterer voldelige videoer og andet anstødeligt indhold – og mediegiganten erkender, at de kan gøre det bedre.

Lisbeth Klastrup, der forsker i digitale medier og er underviser på IT Universitetet, mener, at Facebook dels bør ansætte flere medarbejdere og dels optimere sine anmeldelsesprocesser.

- En af de ting, de kan gøre, er at ansætte flere til at holde øje med anstødeligt indhold globalt. Facebook har temmelig mange brugere, og man kan ikke holde øje med alle. Men deres anmeldelsesprocesser skal være bedre. Brugerne skal selv tro på, at de skal anmelde, når de oplever noget anstødeligt, i stedet for at lade andre gøre det, siger hun.

For det er ikke første gang, at Facebook med sine 1,9 milliarder brugere bliver brugt som platform til at vise forbrydelser. I slutningen af januar voldtog tre unge mænd en kvinde i Sverige – en voldtægt som de sendte live på Facebook. Flere vidner nåede at se de levende billeder på Facebook, inden politiet brød ind i lejligheden og slukkede signalet. To af mændene er nu tiltalt for voldtægt, den tredje er tiltalt for medvirken til voldtægt.

I slutningen af marts skete noget lignende i Chicago. Ifølge politiets talsmand, Anthony Guglielmi, viste en livesending på Facebook fem til seks mænd i et seksuelt overfald på en 15-årig pige. Mindst 40 mennesker så livesendingen uden at kontakte politiet, skriver CNN.

Ifølge Washington Post blev tre mænd skudt sidste år i den amerikanske delstat Virginia, imens en person sendte ugerningen live på Facebook inde fra en bil, og i 2015 blev en tv-journalist og hendes kameramand dræbt under en live-tv-udsendelse, hvorefter drabet blev uploadet på Facebook.

I øjeblikket jager politiet Steven Stephens i hele USA.

Den 74-årige var far til ni børn, og hans familie har sagt, at de tilgiver Steven Stephen – for det har deres far lært dem, siger de.