Ekspert: Nordkoreas eneste forsikring for overlevelse er atomvåben

Nordkoreas atomvåbenprogram skal give landet redskaber til at forhandle med USA, vurderer lektor.

Nordkorea er et skridt tættere på at have færdigudviklet et velfungerende atomvåbenprogram.

Sådan lød det fra det statsstyrede medie KNCA tidligere i dag, efter at landet havde meldt ud, at de for første gang i historien er lykkedes med at affyre et såkaldt interkontinentalt ballistisk missil (ICBM). Missilet har en rækkevidde, hvor det potentielt kan ramme den amerikanske stat Alaska.

Donald Trump var hurtigt ude på sin Twitter-profil og appellere til, at Kina burde sætte en stopper for nordkoreanernes atomoprustning.

Men på trods af gentagne trusler fra USA vil Nordkorea fortsætte med at udvikle sit atomvåbenprogram, vurderer lektor Liselotte Odgaard, der er ekspert i Asien-forhold ved Forsvarsakademiet

- USA har gjort det klart, at de gerne vil fjerne det her regime fra jordens overflade. Og det betyder, at Nordkoreas eneste forsikring for overlevelse er deres atomprogram, siger hun.

Kan ikke armere missil med atomsprænghoved

Nordkorea har dog en udfordring tilbage, før de for alvor kan true amerikansk territorium. For selv om de nu angiveligt har et missil, der kan nå USA, har de endnu ikke mulighed for at armere det med et atomsprænghoved og kan derfor kun bruge en mere konventionel sprængladning, som langt fra har den samme kraft.

Ifølge Liselotte Odgaard er det et projekt, som de lige nu arbejder intenst med i Nordkorea. Hun forventer, at de har færdigudviklet teknologien inden for et par år. Men når de får den mulighed for at ramme USA, så vil de stå en hel del stærkere på det geopolitiske skakbræt.

- De sætter alle ressourcer ind. Nordkorea vil kunne ramme USA med atomvåben, så de står stærkt i en forhandlingsposition og kan sikre sig troværdige sikkerhedsgarantier fra USA. Og det kan de ikke få, før de kan ramme USA med atomvåben, siger eksperten fra Forsvarsakademiet.