Ruslands præsident, Vladimir Putin, markerer med hjemsendelsen af 755 amerikanske diplomater, at han ikke vil finde sig i USA's sanktioner.
Men det holder sig på et diplomatisk niveau, der ikke fører til en alvorlig trussel.
Det mener Mikkel Vedby Rasmussen, der er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
- Rusland har signaleret, at de er vrede, men at de på den anden side er til at tale med. De prøver at holde det her til et diplomatisk spil, hvor de rammer nogle diplomater i stedet for at gå efter økonomiske eller kulturelle interesser, siger han og uddyber:
- Ved at holde det på det her niveau, så signalerer russerne, at de stadig ikke har opgivet Trump-administrationen, og de håber, at de kan slippe ud af sanktionerne, som gør mere og mere ondt på landet, siger han.
Med hjemsendelsen reducerer Rusland antallet af ansatte på ambassaden og konsulaterne i Rusland til 455 personer.
Dermed svarer det til det antal af russiske diplomater, der er tilbage i USA, efter at tidligere præsident Barack Obama udviste 35 russiske diplomater i december efter det omdiskuterede hackerangreb under det amerikanske valg.
Intern splittelse om sanktioner i USA
Meldingen fra Rusland om at skære i USA's diplomatkorps kommer, efter at Kongressen i USA tidligere på ugen vedtog en række nye sanktioner mod landet.
Næste skridt er, at USA's præsident, Donald Trump, skal underskrive forslaget, før sanktionerne kan træde i kraft. Lørdag meddelte en talsmand for Det Hvide Hus, at det vil ske inden længe.
Donald Trumps regering har ellers været skeptisk over for sanktionerne, fordi præsidenten ønsker en opblødning i forholdet til Rusland. Derfor har det i længere tid været tvivlsomt, om han ville ende med at skrive under.
- USA kan ikke finde ud af, hvad de skal stille op, fordi Kongressen og præsidenten er uenige, så vi må forvente, at det stadig vil være uklart, hvor det vil føre hen et stykke tid endnu, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Kritisk for russisk og amerikansk forhold
Selvom Ruslands reaktion kunne have været værre, så er situationen langt fra optimal for USA og Ruslands forhold.
- At de udviser hinandens diplomater på denne her måde er et udtryk for, at forholdet mellem de to lande er dårligere, end det har været siden afslutningen af den kolde krig, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Hvis det ikke lykkes Rusland at holde USA's sanktioner mod landet på et niveau, der ikke rammer så hårdt, så kan situationen blive mere kritisk, vurderer Mikkel Vedby Rasmussen.
- Sanktionerne rammer Ruslands oliesektor hårdere end tidligere. Man skal ikke forvente, at Rusland vil finde sig i det på længere sigt. De håber, at de relativt hurtigt kan lave en aftale med Donald Trump. Hvis ikke, så tror jeg, at der er en anden halvleg i det her spil.