Ekspert: Udelukkelse fra OL er en katastrofe for Rusland

Det er et nederlag og en ydmygelse for Rusland at blive afvist fra OL i Rio de Janeiro, siger ruslandsekspert.

Arkivfoto fra 2014, der viser det olympiske flag og det russiske flag ved vinter-OL i Sochi. (Foto: © Yuri Kadobnov, Scanpix)

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har afvist 68 russiske atletikudøveres anmodning om at deltage ved OL i Rio de Janeiro til august efter sager om dopingsnyd.

Og det er et stort slag for Rusland, fordi Rusland har set beundring og indflydelse fra andre lande som noget, man opnår gennem sportsbegivenheder, siger ekstern lektor i russisk politik ved Københavns Universitet og tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg Jens Worning.

- Det er en katastrofe. Rusland har overtaget den sovjetiske forestilling om at anseelsen i verden afspejles af, hvor god man er ved sportsbegivenheder. Man har taget for givet, at man var med ved sportsbegivenheder. Derfor er det her et nederlag og helt enormt ydmygende.

Sporten skaber beundring

Ifølge Jens Worning strækker russernes forhold til sportsbegivenheder sig helt tilbage til sovjettiden.

- Under sovjettiden så man jo verden som en konkurrence mellem et kommunistisk verdenssystem og et kapitalistisk system. Og Ruslands evne til at tiltrække sig beundring fra andre lande i verden blev blandt andet set som afledt af, hvordan man gjorde det i sportsbegivenheder, siger han.

- Rusland er gået fra at være en naturlig stor magt med indflydelse i den globale idrætsverden. Det har Rusland taget for givet, og man har taget for givet at kunne deltage på egne præmisser. Det bliver der stillet spørgsmålstegn ved nu, hvor det internationale regelsamfund begynder at pege Rusland ud som den dårlige dreng i klassen.