Titusindvis af mennesker fylder Athens gader fredag aften. De massedemonstrerer forud for søndagens folkeafstemning.
Premierminister Alexis Tsipras fra venstrefløjspartiet Syriza talte til masserne på Syntagma-pladsen foran det græske parlament. I flere dage har han opfordret grækerne til at stemme nej ved søndagens afstemning, og de mange fremmødte demonstranter støttede ham.
- Ligegyldigt hvad der sker på søndag, så er dette en fejring af demokratiet, råbte Tsipras fra scenen på en livesending af talen på engelske BBC.
- Et “nej” på søndag repræsenterer et ønske om at leve i anstændighed i Europa, sagde Tsipras videre.
Antyder at han trækker sig
Ved søndagens folkeafstemning skal grækerne stemme ja eller nej til de internationale kreditorers krav om reformer og besparelser til gengæld for en støtteordning på sammenlagt 15,3 milliarder euro frem til udgangen af november.
Og afstemninger ser ud til at blive tæt. Ifølge den græske Syriza-venlige avis, Avgi, viser en meningsmåling fredag eftermiddag, at 43 procent vil stemme nej på søndag. 42, 5 procent vil stemme ja.
Finansminister Yanis Varoufakis har direkte sagt i et interview med Bloomberg i dag, at han ikke længere vil være Grækenlands finansminister, hvis afstemningen ender med et ja. Også Tsipras har antydet, at han vil trække sig.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5596ea946187a41a0c31c391
Ja-fløjen er samlet kort fra nej-sigere
Men det er ikke kun regeringsvenlige nej-sigere, der demonstrerer i Athen fredag aften. Ja-fløjen er samlet ved et stadion mindre end 800 meter fra Syntagma-pladsen, hvorfra de råber proeuropæiske slagord og gentager europæiske lederes advarsler om, at Grækenland styrer direkte mod afgrunden og et exit fra euroen, hvis det bliver et nej på søndag.
Først på aftenen havde ja-siden samlet omkring 17.000 mennesker, mens nej-siden havde samlet 25.000 demonstranter, oplyser nyhedsbureauet AP.
Det kom for en kort bemærkning til sammenstød mellem græsk politi og demonstranter på nej-siden. Politiet brugte peberspray mod demonstranter, der ville kaste med sten og smadre ting foran parlamentet, skriver AP.
Desuden besluttede aktivister at lave en aktion, hvor de plyndrede et supermarked og delte mad ud til forbipasserende i protest mod udsigten til fortsatte besparelser og nedskæringer i blandt andet pensioner, skriver nyhedsbureauet AP ifølge flere medier.
- •
Det skal grækerne stemme om:
- •
Fronterne er trukket hårdt op inden søndagens skæbnevalg i Grækenland. Men hvorvidt vælgerne overhovedet er klar over, hvad det præcist er, de skal stemme om, er ret uklart.
- •
De skal stemme ja eller nej til følgende:
- •
"Græske personer bedes hermed afgøre, om de accepterer et forslag til aftaledokument, afleveret af EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, ved Eurogruppens møde, der blev holdt 25. juni."
- •
Problemet er, at aftaleteksten bygger på en præmis, der knytter sig til datoen 30. juni.
- •
Den 30. juni skulle Grækenland nemlig have tilbagebetalt et lån til Den Internationale Valutafond på 1,6 milliarder euro. Samme dag udløb eurolandenes seneste økonomiske hjælpepakke til Grækenland.
- •
De to aftaler er altså overskredet for længst, når grækerne bevæger sig mod stemmeboksene søndag.
- •
EU-korrespondent i DR Niels Kvale siger: - Der er megen mystik om, hvad man reelt skal stemme om. Regeringen siger, det er et ja eller nej til aftaleforslaget. Grækenlands kreditorer siger, at det reelt er euroen, man stemmer om. Og stemmer man nej, er man ude.