EU-finansministre: Grexit er en mulighed

Et eurosamarbejde uden Grækenland er ikke længere tabu. Flere finansministre fra eurogruppen siger nu, at det ikke kan udelukkes.

Den nyudnævnte græske finansminister, Euclid Tsakalotos, er tirsdag taget til Bruxelles for at mødes med resten af landene i eurogruppen. (Foto: © Francois Lenoir, Scanpix)

Scenariet, hvor Grækenland forlader euroen og i stedet vender tilbage til sin gamle møntfod drakmer, kan ikke længere udelukkes - populært kaldet grexit.

Sådan lyder den kontante melding fra flere af euro-landenes finansministre og højtstående EU-myndigheder på vej ind til et møde i Bruxelles med eurogruppen tirsdag.

Den maltesiske finansminister, Edward Scicluna, siger, at der er en "50/50" risiko for, at grækerne på et tidspunkt forlader eurosamarbejdet.

- Ordet grexit bliver nævnt. Det er en realistisk mulighed, siger han og understreger, at alle forslag skal evalueres og undersøges.

Skeptisk omkring aftale

Hans kollega Peter Kazimir, den slovakiske finansminister, er "skeptisk" omkring muligheden for at nå frem til en aftale tirsdag.

- Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg ikke udelukke det (grexit, red.), siger han.

Det er efter en folkeafstemning i weekenden i Grækenland, at eurolandenes finansministre er blevet kaldt sammen til et ekstraordinært møde.

Senere tirsdag mødes også eurozonens 19 stats- og regeringschefer til et krisemøde.

De skal diskutere den nye situation, efter at et overvældende flertal af det græske folk søndag stemte nej til långivernes krav om besparelser og reformer til gengæld for flere penge.

Grexit er ikke et mål

Det er ikke kun finansministrene, der taler åbent om muligheden for, at grækerne snart skal betale i drakmer.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis, kommer med en lignende melding. Han siger, at grexit ikke er et mål eller en intention.

- Vi arbejder hen imod det scenarie, hvor vi kan nå en aftale.

- Men hvis tillid ikke bliver genopbygget, hvis der ikke er en troværdig reformaftale på plads, kan det (grexit, red.) ikke udelukkes, siger han på vej ind til mødet.

Flere understreger dog også forud for mødet, at grækerne skal blive i euroen.

Den finske finansminister, Alexander Stubb, siger, at "vi ikke kigger på en grexit". Imens EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, siger, at det vil være "en forfærdelig fejltagelse".

- Det er nu op til den græske finansminister at komme med konkrete, gode forslag og fortælle, hvordan vi kommer videre herfra, siger han.

Græsk udspil med til forhandlingerne

Euclid Tsakalotos, der mandag afløste den kontroversielle Yanis Varoufakis som græsk finansminister, er gået ind til mødet uden at sige et ord til pressen.

Efter folkeafstemningen var beskeden mandag fra de øvrige eurolande til den græske premierminister, Alexis Tsipras, at han skal komme med "seriøse og troværdige forslag" på eurotopmødet tirsdag aften, hvis Grækenland skal undgå at ryge ud af euroen.

Tsipras har lovet vælgerne en løsning 48 timer efter søndagens folkeafstemning. Han kommer til Bruxelles med et udspil, der har tværpolitisk opbakning i Grækenland, og som, han håber, kan bane vejen for nye forhandlinger med Grækenlands långivere.

Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, sagde dog ved ankomsten til eurogruppemødet i Bruxelles, at der er grundlæggende EU-regler, der forhindrer gældseftergivelse, som den græske regering ellers ønsker.

- Nu venter vi spændt på, hvad den græske regering forestiller sig, siger Schäuble.

/ritzau/