EU-formand til briterne: Det bliver ikke os, der smider jer ud uden en aftale

Et no deal-brexit vil aldrig blive EU's beslutning, siger rådsformand Donald Tusk.

Rådsformand Donald Tusk betegner situationen i Storbritannien som "ret kompleks". (Foto: © Patrick Seeger, Scanpix)

Det bliver aldrig EU, som kommer til at beslutte, at Storbritannien skal forlade det europæiske samarbejde uden en skilsmisseaftale.

Det var budskabet fra Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd, da brexit her til formiddag var til debat i Europa-Parlamentet.

Lørdag aften måtte den britiske premierminister, Boris Johnson, modvilligt bede EU om en udsættelse af brexit til 31. januar næste år - og ikke den 31. oktober i år, som ellers er planen.

Det var noget, han var blevet pålagt at gøre af et politisk flertal i det britiske parlament, da han ikke kunne få stemt sin nye udtrædelsesaftale med EU igennem.

Donald Tusk er lige nu i kontakt med EU's stats- og regeringschefer for at finde ud af, hvordan de skal reagere i forhold til anmodningen.

- Det er ganske klart, at resultatet af disse konsultationer i høj grad afhænger af, hvad det britiske parlament beslutter – eller ikke beslutter. Vi må være forberedt på ethvert scenarium, sagde rådsformanden med henvisning til dagens afstemning i det britiske parlament.

Her skal parlamentarikerne efter planen stemme om den nye udtrædelsesaftale, som blev indgået mellem EU og Storbritannien i sidste uge. Men det er endnu uvist, om der er flertal for den eller ej, og derfor betegnede Donald Tusk hele situationen som "ret kompliceret".

- Men en ting skal stå klart: Som jeg sagde til premierminister Johnson i lørdags, vil et no deal-brexit aldrig blive vores beslutning.

Farage: Vi bliver en koloni i EU

Det sidste blev mødt af klapsalver fra mange af de fremmødte parlamentarikere.

Dog ikke fra medlemmerne af det britiske EU-modstanderparti Brexit Party, der har Nigel Farage i spidsen.

Partiet ønsker, at Storbritannien skal forlade EU så hurtigt som muligt uden en skilsmisseaftale, og derfor er Nigel Farage også stærkt kritisk over for den nye aftale.

- Det vil betyde, at Storbritannien får status som koloni i EU, sagde han og tilføjede, at premierminister Boris Johnson kun ønsker at få presset sin aftale igennem det britiske underhus for at undgå endnu en brexit-forlængelse.

- Det drejer sig om De Konservative (det britiske regeringsparti, red.), ikke om landet. Derfor skal vi have opbygget en tværpolitisk leave-alliance. Det er den eneste måde, vi kan komme ud af EU på, sagde Nigel Farage.

EU-modstanderen Nigel Farage vil hellere have, at Storbritannien forlader EU uden en aftale end med den, som Boris Johnson i sidste uge indgik med EU. (Foto: © Vincent kessler, Scanpix)

Juncker: Brexit har været spild af tid

Formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, deltog også i dagens debat. Han understregede, at EU ikke kan gøre så meget andet end at vente på, at de britiske politikere får stemt.

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at det bliver en velordnet udtræden. Og vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at forberede EU på, hvad der ligger forude, lød det fra Jean-Claude Juncker:

- Vi skal holde nøje øje med, hvad der sker i Westminster (det britiske parlament, red.). Men Europa-Parlamentet ratificerer ikke før, at Westminster har gjort det, understregede kommissionsformanden, der snart træder tilbage.

I de fem år, han har siddet på posten, har han brugt en stor del af sin arbejdstid på netop det britiske farvel til EU. Og det ærgrer ham.

- Hvis jeg skal være ærlig, har det ikke været nemt for mig at skulle tale så meget om brexit. Det har været spild af tid og energi. Der er steder, hvor vi kunne have gjort noget mere for borgere, tilføjede han.

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker (tv) har sammen med brexit-chefforhandler Michel Barnier (th) været to af de ledende skikkelser i EU's brexit-forhandlinger med briterne. (Foto: © Patrick Seeger, Scanpix)

EU's brexit-chefforhandler, Michel Barnier, har i de seneste år brugt et utal af timer sammen med de britiske brexit-forhandlere. Og han fastslog, at der ikke kommer andre aftaler end den nuværende.

- Hvis Storbritannien ønsker sig et velordnet brexit - som er lagt bedre end et kaotisk exit - så er det her den eneste mulige aftale, lød det.