EU til Saudi-Araben: Lad fængslet blogger modtage pris i Strasbourg

Sakharovprisen for tankefrihed er Europas vigtigste menneskeretspris og uddeles hvert år af EU-Parlamentet.

Europaparlamentets formand, Martin Schulz (billedet), opfordrer Saudi-Arabiens konge til at løslade den fængslede og piskede blogger Raif Badawi. (Foto: © Patrick Seeger, Scanpix)

Den fængslede saudiarabiske blogger og aktivist Raif Badawi, der er idømt 10 års fængsel og 1000 piskeslag, modtager EU's store menneskeretspris for 2015.

Det siger Europaparlamentets formand, Martin Schulz.

Martin Schulz siger, at fundamentale menneskerettigheder bliver trådt under fode i Saudi-Arabien, og at Raif Badawi er blevet udsat for brutal tortur.

- Jeg opfordrer kongen af Saudi-Arabien til at benåde Badawi og løslade ham, så han kan komme og modtage prisen, siger Martin Schulz.

Raif Badawi blev anholdt i 2012 på anklager om at fornærme islam.

I 2013 blev han idømt syv års fængsel og 600 piskeslag, men året efter blev straffen forhøjet til 10 års fængsel, 1000 piskeslag og en bøde.

Den saudiarabiske aktivist fik tildelt de første 50 piskeslag på et torv i hovedstaden Riyadh foran hundredvis af tilskuere 9. januar i år.

Resten af piskeslagene er foreløbig udsat på grund af Badawis dårlige helbred.

Hans kone, Ensaf Haidar, der efter dødstrusler er flygtet til Canada med parrets tre børn, siger på vegne af sin mand, at det er "et budskab om håb og mod", at Badawi er blevet tildelt den prestigefulde Sakharovpris.

- Jeg takker Europaparlamentet. Jeg er meget lykkelig over denne pris, siger hun på vegne af sin fængslede mand.

/ritzau/