Bolivianske myndigheder har tirsdag tilbageholdt direktøren for luftfartsselskabet Lamia, der ejede det fly, der styrtede ned i Colombia i sidste uge.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den administrerende direktør blev sammen med to ansatte i det lille charterselskab ført til statsanklagerens kontor i Santa Cruz.
Her skal de afhøres, før anklageren tager stilling til, hvorvidt de skal varetægtsfængsles.
71 personer mistede livet
Rigsadvokaten i Bolivia oplyser, at sagen bliver efterforsket som en mulig kriminalsag, da den administrerende direktør er mistænkt for ikke at overholde sikkerhedsprocedurerne.
- Det kan let udvikle sig til en sag om manddrab, siger rigsadvokaten ifølge Reuters.
71 mennesker omkom, da flyet styrtede ned i et højdedrag ikke langt fra byen Medellin i Colombia.
Meget tyder på, at flyet styrtede ned, fordi det løb tør for brændstof.
Kræver flyveleder udvist
Tirsdag tog sagen om det nedstyrtede fly en uventet drejning, da den bolivianske regering krævede, at Brasilien skulle udvise en flyveleder, der efter eget udsagn var rejst til landet for hjælpe med efterforskningen af styrtet.
Ifølge den bolivianske indenrigsminister, Carlos Romero, var flyvelederen rejst ulovligt til Brasilien, og at hun var eftersøgt i forbindelse med efterforskningen af de bolivianske luftfartsmyndigheder.
Statsanklageren i Brasilien har desuden oplyst, at flyvelederen var rejst til grænsebyen Corumba, efter de bolivianske luftfartsmyndigheder havde anklaget hende for forsømmelse.
Ifølge brasilianske medier har flyvelederen søgt asyl i Brasilien.
- Der er intet argument, der kan retfærdiggøre et krav om asyl. Naturligvis bør en sag som denne resultere i en automatisk udvisning (fra Brasilien, red.), siger inderigsminister Carlos Romero ifølge Reuters.
/ritzau/Reuters