Den tyrkiske regering siger nu, at militærkuppet, der blev indledt fredag aften, er blevet afværget.
Fungerende hærchef Umit Dundar siger på et pressemøde, at kuppet blev forhindret ved at stå fast på demokrati samt lov og orden, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det var ifølge Dundar en hurtig reaktion fra politiet, der var med til at forhindre kuppet. Ligeledes afviste den øverste militære ledelse kuppet fra starten af.
Hærchefen oplyser, at kupforsøget mod præsident Erdogans regering hovedsageligt var iværksat af tropper fra det tyrkiske luftvåben og gendarmeriet.
104 kupmagere er blevet dræbt, mens 90 andre har mistet livet. Af de 90 var 41 betjente, mens 47 var civile.
- De faldt som martyrer, siger Umit Dundar ifølge Ritzau.
Yderligere 1.154 mennesker meldes såret på tværs af landet, hvor folk har demonstreret mod kupforsøget.
Flere end 1.563 soldater er desuden blevet anholdt for at have været involveret i kuppet og 29 oberster og fem generaler er blevet fjernet fra deres poster.
Præsidentembedet for Recep Tayyip Erdogan opfordrer på Twitter folk til at blive i gaderne, hvis der skulle opstå et nyt kup. Umit Dundar siger imidlertid, at Tyrkiet har lukket kapitlet om kupforsøg.
- Det vil aldrig blive genåbnet, siger han.