- Far, der kommer røg ud af siden på raketten.

Seksårige Cole holder sin far i hånden, mens han med store øjne stirrer på Apollo 11, der tårner sig op i mørket foran ham. Hvid røg kommer ganske rigtigt ud af ventiler flere steder på raketten.

Et stort ur med røde tal tæller ned. Der er fire minutter og tredive sekunder til affyringen.

Cole og hans far, Steve er rejst til Washington fra Kentucky. Sammen med titusinder andre sidder de fredag aften på græsset i parken, the National Mall, der forbinder Det Hvide Hus, Kongressen og flere af Washingtons store historiske monumenter.

Ved hjælp af et massivt antal projektorer og laserlys er den 167 meter høje obelisk, the Washington Monument blevet omdannet til Apollo 11. Nu står den der med Det Hvide Hus på den ene side og Kongressen på den anden.

- For mig repræsenterer Apollo 11 en tid, hvor amerikanerne stadig kunne arbejde sammen om at skabe mirakler, siger Steve. Det kan vi jo ikke længere.

Den fiktive affyring af Apollo 11 er den mest spektakulære del af hovedstadens storstilede markering af den første mand på månen. Tusinder private borgere har doneret penge til opsendelsen, der er kulminationen på en uges festligheder.

- Nu flyver den, nu flyver den, råber Cole, der i ren spænding holder alt for hårdt fast om sin fars hals.

- Five, four, three, two, one – lift off, lyder det, hvorefter store højtalere sender en heftig hvæsen og rumlen ud gennem menneskemængderne. Røg og ild lyser kraftigt op, og Apollo 11 løfter sig langsomt fra sin rampe og begynder turen mod månen.

Åh, det er flot, fortsætter Cole, mens han ser løfteraketten skille sig fra den del af fartøjet, hvor astronauterne sidder. Tusinder af tilskuere rejser sig og bryder ud i jubel.

- Jeg er så fascineret af astronauternes mod, siger Steve. Tænk frivilligt at sætte sig op i en raket ladet med tusinder liter højeksplosivt brændstof og så flyve mere end 30.000 kilometer i timen. I dag ved vi, at præsident Nixon havde en tale parat i tilfælde af, at de omkom derude. Det er helt vildt, siger han og ryster på hovedet.

Hele showet i Washington bliver gentaget sent lørdag aften amerikansk tid for at markere tidspunktet, da Neil Armstrong satte fødderne på månen.

- Jeg håber at 50-året vil minde folk om, hvad vi kan, når vi står sammen, siger Steve. Og så går han og sønnen hjem gennem parken i lyset fra den rigtige måne, der er dukket frem bag en sky.