Der var tv-kameraer og live-sending, som var det en større kongelig begivenhed, da Leif Heiselberg den 27. december rullede ærmet op for som den første dansker at modtage en coronavaccine.

Vaccinen havde allerede været en national begivenhed i flere dage, inden den 79-årige odenseaner søndag morgen klokken ni fik 0,3 ml af vaccinen stukket ind i venstre overarm.

Over hele Europa havde medierne fulgt med i, hvordan de første transporter af vaccinen fra medicinalfirmaerne Biontech og Pfizer forlod den højteknologiske vaccinefabrik i den lille belgiske by Puurs 30 kilometer uden for Bruxelles med kurs mod hvert eneste af de 27 EU-lande med de første doser.

Der var tv-rapporter om fabrikken, om transporten, om ankomsten. Selv historierne om, hvordan den komplekse vaccine skulle opbevares ved minus 70 grader, var tophistorie i Europa.

Det tog ikke lang tid for det velorganiserede danske sundhedsvæsen og de overarbejdsvillige læger at få injiceret alle de doser af corona-vaccine, som Danmark modtog i den første sending fra Belgien.

Sådan så det ud, da Leif Heiselberg som den første dansker fik coronavaccinen:

Men glæden og euforien om, at der nu – endelig – var fundet et middel mod den pandemi, som har holdt store dele af verdens befolkning helt eller delvist indespærret i snart et år, holdt ikke længe. Og meget hurtigt begyndte de kritiske røster at blive højere og højere.

Hvorfor kan Danmark ikke få meget mere coronavaccine og meget hurtigere end det, der lige nu er udsigt til? Og hvorfor har EU ikke gjort mere for at sikre sig flere vacciner?

- Vi må ikke glemme, at vi hele vejen igennem har handlet sammen som 27 medlemslande, lød forsvaret i går fra Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, da hun kunne annoncere, at EU-landene nu kan se frem til at købe yderligere 300 millioner doser af vaccinen fra Biontech og Pfizer.

Dette er historien om, hvorfor det kommer til at tage tid, inden alle er blevet tilbudt en coronavaccine. Historien om, hvem der traf beslutningerne om den europæiske vaccinestrategi - og hvorfor de gjorde, som de gjorde.

Frygten for anden bølge

Historien om det, som i dag er en nærmest uhæmmet jagt efter værdifulde coronavacciner, begyndte sidste sommer.

Efter en vinter og et forår med tusindvis af døde, overfyldte sygehuse og intensivafdelinger med desperate læger og sygeplejersker var presset på at finde løsninger og veje ud af coronapandemiens greb enormt. Politikere og myndigheder var parate til at prøve stort set hvad som helst i et forsøg på at finde løsninger.

Læger fik lyntilladelse til at prøve en eksperimenterende medicin som lægemidlet Remdesivir i et håb om, at det kunne hjælpe nogle af dem på verdens sygehuse, som var hårdest ramt af coronaen. Og læger og myndigheder var parate til at prøve det meste af det, som fandtes i medicinskabene rundt omkring.

For alternativet, ikke at gøre noget, var ofte værre. Det vidnede de daglige coronadødstal om.

Med kombinationen af varmere vejr og en befolkning, som efterhånden havde vænnet sig til både at holde afstand, bruge mundbind og spritte af, faldt antallet smittede og døde hen over sommeren. En lettelse for borgerne.

Men eksperter, myndigheder og politikere vidste, at sommeren 2020 kun var stilheden før en ny coronastorm, som med stor sandsynlighed ville blive værre end den, borgerne netop havde gennemlevet.

Anden bølge ventede forude, og ansvarlige politikere var parate til at gå langt for at undgå en gentagelse af det corona-forår, som havde lukket det meste af verden ned.

Fokus på her og nu

Ved begyndelsen af sommeren 2020 var forventningen om en velfungerende coronavaccine noget, som for både politikere og eksperter lå langt ude i fremtiden. For eksempel advarede den britiske premierminister, Boris Johnson, i slutningen af maj om, at der ikke var nogen garanti for, at det var muligt at udvikle en coronavaccine.

Sundhedsvæsenet befandt sig midt i en pandemi, og fokus var frem for alt rettet mod to områder:

Det første var tilgangen til beskyttelsesudstyr og medicinsk udstyr. Efter et forår med mangel på alt fra mundbind til respiratorer var der et enormt fokus på at sikre, at forårets mangelsituation ikke kom til at gentage sig, når efteråret begyndte.

Det andet store fokusområde var behandling. Remdesivir havde vist sig at have en vis effekt ved behandlingen af coronapatienter, og generelt var der hektisk aktivitet med udveksling af informationer og erfaringer fra sundhedspersonale verden over, som havde forsøgt sig med alle mulige typer af behandlinger og medikamenter under deres håndtering af svært syge coronapatienter.

Mens fokus på udstyr og behandling dominerede overalt i løbet af foråret, var det først da man nåede frem mod sommeren, at et lavere antal coronasmittede gav myndigheder og politikere et pusterum til at se lidt frem.

Og det var først her, at interessen for coronavacciner begyndte at vokse.

Bilaterale bekymringer

Når politikere, myndigheder og eksperter frem for alt havde fokus på behandling af corona, skyldes det, at vacciner er noget som erfaringsmæssigt tager meget lang tid at udvikle.

Det er ikke unormalt, at der kan gå 10 år, fra et medicinalfirma begynder udviklingen af en vaccine, til der ligger en færdig vaccine, som kan tages i brug.

Selv om udsigten til en coronavaccine virkede fjern, var situationen omkring corona så alvorlig og desperat, at fire store EU-lande, Tyskland, Frankrig, Italien og Holland, i løbet af foråret gik sammen og indledte et samarbejde om opkøb af vacciner. Samarbejdet foregik i første omgang i største fortrolighed.

De lagde ud med at etablere en kontakt til AstraZeneca, som på det tidspunkt så ud til at være i gang med at udvikle den mest lovende coronavaccine. Og de fire lande gik i gang med at lave en aftale med det svensk-engelske firma om vaccineopkøb.

I Danmark var sundhedsminister Magnus Heuniche (S) ikke sen om at tage kontakt til Berlin. Hvis Tyskland var ved at opkøbe vacciner, ville Danmark gerne være med. Budskabet fra de fire landes vaccine-alliance var, at de gerne ville købe vacciner på vegne af alle lande i Europa.

Men den udmelding vakte bekymring flere steder.

Små lande frygtede konsekvensen

Dels i flere af EU-landenes hovedstæder. Hvis Tyskland, Frankrig, Italien og Holland indkøbte vacciner på vegne af resten af EU, hvordan kunne man så sikre sig, at de rent faktisk ville dele vaccinerne med resten af EU, når det kom til stykket?

Alle havde i frisk erindring, hvordan forsendelser af medicinsk udstyr som var beregnet til Italien, blev stoppet af myndighederne i både Tyskland og Frankrig med den begrundelse, at der var behov for udstyret i hjemlandet.

Og så var der en bekymring, som var meget større. Hvis en alliance af fire købestærke lande ville fortage fælles indkøb, samtidig med at andre store aktører som USA og Storbritannien var i gang med det samme, hvor ville små lande som Danmark så havne i køen af indkøbere, der gerne ville i kontakt med de store medicinalfirmaer for at lave købekontrakter? For ikke at tale om hvor endnu mindre lande som eksempelvis Estland, Letland og Litauen ville havne i køen?

En af kritikerne af vaccinealliancens forhandlinger med AstraZeneca uden for EU-samarbejdets rammer var den daværende belgiske sundhedsminister Maggie de Block som – ligesom en række andre EU-lande - pressede på for, at landene skulle foretage fælles indkøb indenfor rammerne af EU:

- Ved at agere på den måde svækker man alle, sagde Maggie de Block.

Krav om fælles EU-indkøb

Det gamle mundheld ”tillid er godt – kontrol er bedre” fik den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, at mærke i sommer.

I stedet for tillid til, at vaccine-alliancen ville købe ind og dele vacciner med resten af Europa, opstod der meget hurtigt et pres for, at EU-landene skulle foretage indkøb af vacciner i fællesskab.

Fordelen ved EU-indkøb var åbenlys. Og for mange EU-lande gælder argumentet stadigvæk i dag:

- EU har sikret, at alle lande – de mindste og de største, de mest velhavende og de mindre velhavende – på samme tid har fået adgang til vaccine. Det er helt afgørende, som den portugisiske premierminister og nuværende EU-formand, Antonio Costa, forklarede over for en gruppe EU-journalister tidligere på ugen.

Ved fælles EU-indkøb ville intet medlemsland havne bagest i køen. Alle ville have den samme plads og ville betale den samme pris.

Men ulempen og risikoen ved fælles EU-indkøb var lige så åbenlys.

Håndtering af sundhed og noget så væsentligt som indkøb af vacciner er national kompetence. Det er altså ikke noget, EU’s administration er vant til at håndtere, og det er heller ikke noget, medlemslandene som udgangspunkt ønsker, at EU skal bestemme over i fremtiden.

Så hvis der nu skulle indkøbes coronavacciner i fællesskab, skulle der både skabes en helt ny struktur for indkøbene. Og samtidig skulle de 27 EU-lande i fællesskab vedtage en strategi for deres indkøb af vacciner.

EU’s sundhedsministre skulle bestemme, hvad de vil købe, hvor meget de ville købe, hvor pengene til indkøbene skal komme fra og så videre.

Grønt lys for dansk kurs

Sundhedsministrene brugte juni måned på at enes om fælles regler for deres indkøb af corona-vacciner.

Arbejdet var på alle måder besværligt. Dels var de ved at kaste EU-samarbejdet ud i noget, man aldrig har prøvet før – nemlig fælles opkøb af vacciner. Og samtidig blev arbejdet besværliggjort af, at ministrene ikke kunne mødes fysisk. Al kontakt og forhandling mellem ministrene foregik ved videokonferencer.

Fredag den 12. juni skulle sundhedsministrene holde videomøde om fælles vaccine-indkøb, og allerede ugen inden, den 5. juni, blev medlemmerne af Folketingets Europaudvalg informeret om planerne om fælles EU-indkøb af vacciner.

Regeringen skrev i et notat, at den var positiv over for tanken om fælles EU-indkøb:

- Det er således ikke hensigtsmæssigt eller muligt for de enkelte medlemsstater hver især at udvikle og sikre produktion af en vaccine, og der er behov for internationalt samarbejde, herunder ikke mindst i EU-regi, lød det til medlemmerne af Europaudvalget.

Og regeringen fik uden problemer opbakning fra partierne i Folketinget til at gå med til fælles EU-vaccinekøb.

Faktisk fyldte emnet om køb af vacciner stort set intet blandt medlemmerne af Folketinget i juni måned. Forventningen var, at vacciner var noget, som lå et pænt stykke ude i fremtiden. Fokus var derimod på medicinsk udstyr og behandling, og regeringen fik uden problemer opbakning til at sige ja til, at der skulle indledes EU-vaccineindkøb.

Klare kriterier

Efter sundhedsministrenes møde den 12. juni blev der arbejdet på højtryk overalt i EU. Og allerede seks dage senere – den 18. juni – var medlemslandene enige om en strategi for fælles EU-indkøb af corona-vacciner.

Det er i det dokument, at medlemslandene instruerer EU-Kommissionen om, hvordan de landene skal købe vacciner, hvor mange der skal købes, hvordan det skal foregå og efter hvilke kriterier.

For det første blev det bestemt, at EU-Kommissionen ikke skulle købe vacciner direkte af medicinalfirmaerne. De praktiske indkøb og afregning skulle medlemslandene selv stå for.

Det, Europa-Kommissionen skulle gøre på vegne af medlemslandene, var at indgå aftaler om købs-optioner.

Kommissionen skulle lave en såkaldt Advance Purchase Agrement (APA), som garanterede EU-landene en vis mængde af en vaccine, som selskabet skulle levere inden for en vis periode. Og når en APA var blevet indgået, ville hvert EU-land have fem hverdage til at meddele, om de ønskede at gøre brug af den købsoption.

Det betyder med andre ord, at intet EU-land er tvunget til at købe en vaccine, som EU-Kommissionen har reserveret. Men har man sagt nej, kan man ikke ombestemme sig senere, når man ser, om vaccinen fungerer.

Så hver eneste af de seks gange, hvor EU-Kommissionen indtil videre har indgået en købsoption med et medicinalfirma, har hvert EU-land haft fem arbejdsdage til at meddele om de vil benytte optionen.

Danmark har indtil videre sagt ja til alle de vacciner, som EU har reserveret i fællesskab.

Skal kunne levere

Et andet kriterium, som EU-landene opstillede, var kravet om, at medicinalfirmaet skulle kunne levere vaccinerne inden for en bestemt tidsperiode.

Det giver ingen mening at bestille 500 millioner doser af en vaccine, hvis producenten kun kan levere 10 millioner doser om året gennem de næste 50 år. Så sundhedsministrene stillede klare krav til EU’s vaccineindkøbere. Der skulle være en klar sammenhæng mellem mængden af vaccine, som købes, og medicinalfirmaets produktionskapacitet.

Da alle vidste, at det hastede med at få produceret vacciner, sendte sundhedsministrene EU-indkøberne afsted med nogle særligt gode tilbud til producenterne. Tilbuddet lød, at når EU-landene reserverer vacciner, så er de parate til at betale en del af prisen på forhånd, hvis vaccineproducenten lover at bruge forudbetalingen til at investere i en forøgelse af produktionskapaciteten.

Og som ekstra støtte tilbød EU-forhandlerne også, at nogle af vaccineproducenterne kunne få hurtige og billige lån i EU’s investeringsbank (EIB). Lån, som firmaerne yderligere kan bruge til at udbygge deres produktionskapacitet.

Både Pfizer-Biontech og Moderna, som har produceret den anden vaccine, der er blevet godkendt til salg i EU, benyttede sig af den option. Pfizer-Biontech lånte 750 millioner kroner til udbygning af produktivitetskapaciteten. Et lån, som er årsag til, at firmaet i løbet af februar kan åbne et tredje vaccineproduktionsanlæg i Europa.

Sundhedsministrene bestemte også, at EU-landene kun skulle reservere vacciner hos de producenter, der har indledt såkaldte kliniske forsøg i 2020. Med andre ord: De producenter, som var længst fremme i arbejdet med at udvikle en vaccine.

Ville ikke spilles ud mod hinanden

De 27 sundhedsministre besluttede også, at medlemslandene først selv må gå på indkøb hos et medicinalfirma, når EU-Kommissionen har afsluttet sine forhandlinger om reservation af vacciner på vegne af medlemslandene.

Baggrunden for den beslutning skal findes tilbage i 2009, hvor medicinalfirmaerne spillede EU-landene ud mod hinanden, da der dengang var kapløb om indkøb af vacciner mod den såkaldte svineinfluenza. Den situation ville sundhedsministrene undgå, skulle gentage sig.

Og endelig opstillede de to andre kriterier, som senere kom til at få stor betydning for, hvor hurtigt EU-landene kunne få vaccinerne leveret.

Dels bestemte de, at der skulle indkøbes vacciner, som er baseret på forskellige teknologier. I juni måned var der endnu ingen vaccine-forsøg, hvor der var noget klart billede af, hvilke vacciner som ville komme til at fungere.

Medicinalfirmaerne var ikke kommet langt med deres kliniske forsøg, og de var stadig langt fra at have fået brugbare resultater. Og firmaerne arbejdede med meget forskellige teknologier.

Nogle firmaer arbejdede traditionelt med udvikling af vacciner, som man har gjort i årtier, mens andre firmaer, deriblandt Pfizer-Biontech og Moderna, arbejdede med en helt ny teknik, hvor vaccinen blev udviklet ved brug af genteknologi. Teknologien har været brugt i 10 år, men den er aldrig blevet brugt til at udvikle en vaccine. Og faktisk var EU’s sundhedsministre nødt til at træffe en særlig beslutning om at tillade den særlige genteknologi.

Da der var stor usikkerhed om, hvilken vaccine som vil vise sig at være først og være mest effektiv, valgte sundhedsministrene den sikre vej. De gav vaccine-indkøberne ordre om, at EU skulle indkøbe en bred portefølje af vacciner – baseret på forskellige teknologier. På den måde håbede man at sikre, at EU-landene hurtigt fik adgang til nogle vacciner, som fungerer. Også selv om det så ville blive i mindre mængder.

Ved at vælge at sammensætte en vaccine-portefølje med vacciner baseret på forskellige teknologier, endte EU-landene med at vælge præcis samme strategi som USA.

Men på ét område valgte EU-landene en anden vej end lande som USA, Storbritannien og Israel. Og det var i forhold til spørgsmålet om sikkerhed og ansvar. Det krav skulle senere vise sig at være få helt afgørende betydning for den offentlige debat om vacciner og vaccinehastigheden.

Pengeproblemer

Mens EU’s sundhedsministre i juni måned opstillede krav og kriterier for deres fælles indkøb af vacciner, så var der stadig ikke den store tro til, at et gennembrud på vaccineområdet skulle være nært forestående.

Eksperterne er som nævnt vant til, at udviklingen af en vaccine kan vare op til 10 år. Og selv om situationen omkring corona var helt unik og forskere og medicinalfirmaer havde igangsat en hidtil uset vaccineindsats, så var der i juni ikke nogen forventning om, at et vaccinegennembrud var nært forestående.

Og da EU-landene var økonomisk pressede, og der var brug for penge – både til nedlukkede virksomheder, til arbejdsløse og til det hårdt pressede sundhedsvæsen – var der ikke den store politiske vilje til at smide enorme summer efter indkøb af vacciner, som ingen vidste, hvornår de kom til at fungere – og om de vil fungere.

Danmark var et af de lande, som insisterede på, at pengene til indkøb af vacciner skulle findes inden for EU’s eksisterende budget. Sundhedsministrene og EU-Kommissionen fandt godt to milliarder euro på en særlig budgetlinje, som egentlig handler om nødhjælp. Og i første omgang blev det besluttet at bruge de penge til at indgå købsoptioner på lovende vacciner.

Indkøbene gik hurtigt, og allerede i september var der behov for flere penge til de fælles EU-indkøb af vacciner.

I begyndelsen af september henvendte regeringen sig til Folketingets Europaudvalg for at få godkendelse til dels at øge beløbet på EU-budgettet, som er afsat til indkøb af vacciner, og dels til andre coronarelaterede udgifter på EU-budgettet.

Endnu engang var der stor opbakning i Folketinget. Men to partier valgte dog at gå imod beslutningen om at øge EU-budgettet, så der kunne komme flere penge til indkøb af corona-vacciner og andre coronarelaterede udgifter.

De to partier, som sagde nej, var Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Start med det sikre

Beslutningen om at øge EU-budgettet til indkøb af vacciner viste sig snart at være utilstrækkelig. Og kort efter kom Tyskland, der havde overtaget EU-formandskabet, med sundhedsminister Jens Spahn for bordenden med et forslag om, at EU-landene skulle bruge yderligere 5,5 milliarder kroner på flere vaccinekøb. Denne gang var det en beslutning, som skulle finansieres hurtigt, og det skulle foregå udenom EU’s budget og de procedurer, det indebærer.

Spahn fik sin vilje, og beslutningen om ekstra milliarder til vaccine indkøb blev truffet på bare nogle få dage.

Hen over sommeren kunne EU’s vaccineindkøbere gå i gang. Første indkøb blev et køb af 300 millioner doser coronavaccine fra AstraZeneca. Den vaccine blev hen over sommeren set som den, der så mest lovende ud, og det var den, alle vaccineindkøbere gik efter. Det gjaldt også USA, Storbritannien og Israel.

EU indgik kontrakten med AstraZeneca den 14. august. Dermed havde EU-landene foretaget det første fællesindkøb af vacciner nogensinde – kun to måneder efter, at emnet første gang blev drøftet af sundhedsministrene ved deres videokonference den 12. juni.

EU-indkøbene fortsatte, og næste kontrakt var med Sanofi-GSK, hvor EU også købte 300 millioner doser. Forhåbningen var, at Sanofi-GSK ville kunne levere vacciner allerede fra sommeren 2021, hvilket stadig stod til at være meget tidligt, da EU indgik aftalen med den 18. september.

Hurtigere end forventet

Udover håbet om tidligere leverancer opfyldte Sanofi-GSK også et andet krav, som sundhedsministrene havde opstillet. De ønskede, at det skulle være en del af vaccineopkøbet, at EU også skulle sikre, at der blev produceret billige vacciner, som kunne stilles til rådighed for udviklingslande. Og den målsætning blev en del af EU-kontrakten med Sanofi-GSK.

Den 7. oktober indgik EU den tredje kontrakt. Vacciner til 200 millioner mennesker blev indkøbt hos firmaet Johnson og Johnson. Firmaet bruger en anden teknologi end den AstraZeneca og Sanofi-GSK benytter.

Efter tre vaccineindkøb gjorde Europa-Kommissionen den 15. oktober status over, hvor EU stod med indkøb og den planlagte udrulning af vacciner. Det skete i en 18 sider lang meddelelse, som blev sendt til medlemslandene.

I meddelelsen kan man se, at eksperterne her den 15. oktober stadig ikke havde nogen forventning om, at et vaccinegennembrud var nært forestående.

- Til trods for at udvikling af en vaccine er en uhyre kompliceret proces, som normalt tager ca. 10 år, er det erklærede mål at opnå en vaccine inden for en tidsramme på 12-18 måneder, om ikke tidligere, uden at det går ud over sikkerheden, kvaliteten eller effektiviteten, skrev Europa-Kommissionen i meddelelsen.

Krav til sikkerhed og ansvar

Men pludselig gik det stærkt.

Medicinalfirmaerne Pfizer-Biontech og Moderna, der begge benytter den særlige genteknologi, som EU-sundhedsministrene bestemte sig for at tillade i sommer, rapporterede om store fremskridt. De kliniske forsøg, der er blevet foretaget med deres vacciner, viste meget lovende resultater.

Udmeldingerne om store fremskridt hos Pfizer-Biontech blev en verdensbegivenhed. Ikke overraskende ønskede alle lande i verden at lægge hånd på en vaccine, som var næsten færdig, og som så ud til at være effektiv.

Og Pfizer-Biontech var ikke sen til at udnytte den store interesse.

Et land som Israel – som frem til november ikke havde købt en eneste vaccine-dose hos firmaet, men som i stedet, som mange andre, havde satset på AstraZeneca – kom med et tilbud til Pfizer-Biontech om at fungere som en slags forsøgsland for selskabets vaccine.

Andre lande som USA og Storbritannien rykkede også hurtigt med både opkøb og godkendelse af vaccinen fra Pfizer-Biontech.

Forklaringen på de hurtige aftaler og den hurtigere start med at bruge gen-vaccinen var, at landene samtidig fritog Pfizer-Biontech fra ansvar, hvis det skulle vise sig, at der var noget galt med vaccinen.

Coronavaccinerne var blevet udviklet med lysets hast, og dermed var der en risiko for, at forskerne – trods enorm grundighed – havde overset noget. Det oplevede man eksempelvs med vaccinen mod svineinfluenza i 2009, hvor blandt andet et antal nordmænd fik alvorlige bivirkninger af en af vaccinevarianterne.

De 27 EU-lande valgte en anden strategi. Nemlig at skynde sig langsomt.

Ville fritages for ansvar

Det betød dels, at EU’s medicinalagentur, EMA, lavede en mere grundig godkendelse af vaccinerne hvor der blev gennemgået flere data og blev stillet flere spørgsmål end den proces, som eksempelvis Storbritannien har benyttet.

Og samtidig havde EU-indkøberne insisteret på, at der i samtlige aftaler om EU-indkøb var en klausul, som sikrer, at medicinalfirmaerne løbende overvåger effekten af deres vaccine, efterhånden som den udrulles. Og hvis det skulle vise sig, at der opstår uventede bieffekter, så er det medicinalfirmaet, der har ansvaret.

Det er især kravet om ansvar, hvis der opstår problemer, som betød, at forhandlingerne med både Pfizer-Biontech og Moderna trak ud. Firmaerne benytter en ny og uprøvet genteknologi, og de forsøgte at presse EU-forhandlerne til at indgå aftaler på de samme vilkår som eksempelvis Storbritannien og Israel. Altså aftaler, hvor firmaerne fritages for ansvar.

Men det afviste EU-forhandlerne. De var nødt til at følge de indkøbsdirektiver, som sundhedsministrene havde fastlagt i juni.

Slutresultatet blev, at EU fik indgået indkøbsaftaler med Pfizer-Biontech og Moderna langsommere end andre aktører, som var villige til at betale en højere pris, og som samtidig ville give virksomhederne ansvarsfrihed. Men da både Pfizer-Biontech og Moderna havde brug for EU-penge og EU-lån til at udbygge deres produktionskapacitet, endte det med, at medicinalfirmaerne accepterede EU-kravene.

Kras tysk kritik

Da julen begyndte at nærme sig, blev Europa ramt af en ny bølge af coronavirus, som var værre end den første. En ny muteret coronavirus, som først blev opdaget i England, viste sig at være meget mere smitsom end tidligere varianter. Årets højtid, julen, var truet.

Endnu engang var presset på politikere og myndigheder stort, og kravet om handling var enormt.

Flere lande som Israel og Storbritannien valgte at lyngodkende vaccinerne, og de begyndte at vaccinere deres befolkninger i begyndelsen af december. Men i EU holdt medlemslandene fast i den strategi, de fastlagde i juni. En mere grundig granskning af vaccinerne, inden de godkendes, og en lang række krav, som et medicinalfirma skal overholde, hvis det skal have en kontrakt med EU om salg af vacciner.

Det betød, at vaccinen fra Pfizer-Biontech først kunne få grønt lys af EU’s medicinalagentur den 21. december. Og Modernas blev godkendt den 6. januar i år.

Tyskland var et af de steder, hvor kritikken var markant, og sundhedsminister Jens Spahn, som er aktiv i kapløbet om, hvem der skal efterfølge Angela Merkel som kanslerkandidat, havde travlt med at forklare, at manglen af vacciner skyldtes langsommelige EU-indkøb.

Spahn havde ellers selv som formand for EU’s sundhedsministre ledet alle diskussionerne om unionens vaccinestrategi og de beslutninger, ministrene havde truffet. Men ved de møder havde han ikke fremført den kritik af de fælles EU-indkøb, som han nu luftede i tysk presse – blandt andet i magasinet Der Spiegel.

Den tyske sundhedsminister mente, at indkøbene af vacciner til tyskerne ville være gået hurtigere og mere effektivt, hvis det var foregået i den vaccinealliance, som Tyskland, Frankrig, Italien og Holland havde indgået i sommer, men som blev opløst, da det i stedet blev besluttet, at EU-landene skulle købe vacciner i fællesskab.

Og ansvaret for den beslutning lå ifølge Jens Spahn hos forbundskansler Angela Merkel og den tyske formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen.

Statsministeren sår tvivl om strategien

Samtidig med at vaccinerne langsomt spredte sig rundt i Europa, spredte kritikken af EU´s vaccinestrategi sig også. Overalt blev der stillet de samme spørgsmål: Hvorfor køber EU ikke flere vacciner? Hvorfor går det så langsomt? Også i Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere på ugen blandede sig i debatten.

- Vi modtager alt, alt, alt for få doser, så jeg kan ikke på stående fod stå og påstå, at EU’s strategi har været den rigtige. Jeg har heller ikke nogen forudsætninger for at kunne sige det stik modsatte, sagde hun på et pressemøde.

Her pegede hun på, at en del af diskussion har handlet om, hvorvidt det nu også var klogt at satse på flere forskellige vacciner.

- Jeg synes, at konklusionen på det er svært at skrive endnu, når vi ikke kender det samlede felt og udviklingen over landet. Men det er en nøgtern konstatering, at vi mangler vacciner i dag, og vi vil for eksempel i Danmark være klar til at vaccinere langt flere borgere end vi har doser til på nuværende tidspunkt, tilføjede statsministeren, som samtidig opfordrede til, at der blev købt så mange vacciner, som overhovedet muligt.

Den tyske kansler var dog tidligere på ugen ude at forsvare den fælles indkøbsstrategi, som hun betegnede som både ”korrekt og vigtig”.

Og da formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, i går kunne fortælle, at aftalen med Pfizer-Biontech er blevet udvidet, så EU-landene nu kan købe yderligere 300 millioner vacciner oven i de 300 millioner, som allerede er blevet reserveret, afviste hun også kritikken.

- Hvert eneste skridt blev koordineret i fællesskab, og jeg helt igennem overbevist om, at det her er vejen frem, lød det fra den tyske formand.