Hvad skulle det være? Et insektbrød, tak

En finsk bagerivirksomhed har udviklet et brød med fårekyllinger.

Fårekyllinger er tørrede og knust. inden de bliver blandet med resten af ingredienserne.

Femkornsbrød, ciabattabrød, rugbrød, insektbrød.

Sådan kan brødhylden i supermarkederne i Finland snart se ud. Den finske bageri- og fødevarervirksomhed Fazer, har nemlig introduceret et nyt brød, der er det første af sin slags.

Ingredienserne er mel, gær, vand og så en masse insekter. Der er omkring 70 tørrede og knuste fårekyllinger i hvert brød.

- De hele fårekyllinger bliver knust og så rørt med i en dej, og så bages det til et virkelig lækkert produkt, fortæller Fazers chef, Markus Hellström.

I første omgang sælges brødet i butikker i den finske hovedstad, Helsinki.

Ifølge Juhani Sibakov, der er innovationschef i Fazer, har man udviklet brødet siden sidste sommer, men det kunne ikke komme på hylderne, før det blev godkendt af de finske myndigheder.

Og tidligere på måneden fjernede de finske myndigheder så et forbud mod at sælge insekter opdrættet til fødevarer, skriver BBC. Det er allerede lovligt i Storbritannien, Holland, Belgien, Østrig og Danmark.

Sådan ser brødet ud, inden det skal i ovnen. (Foto: © STAFF, Scanpix)

Masser af protein

De seneste år er der kommet flere og flere produkter tilført protein på supermarkedshylderne. Og en af fordelene ved insektbrødet er netop, at fårekyllingerne giver det et langt højere proteinindhold end et almindeligt bagerbrød.

Og en testsmagning i et finsk supermarked forløb godt.

- Det smager af brød. Det er rigtig lækkert, siger en finsk studerende, Sara Koivisto.

FN anslår, at cirka to milliarder mennesker verden over allerede spiser insekter, og mere end 1.900 insektarter bliver allerede nu brugt i mad på forskellig vis.

Fødevareproduktion er enormt ressourcekrævende og en af de store CO2-syndere. Derfor startede FN i 2013 et program, der skal fremme opdrætning og forbruget af insekter.