Iran: Vi vil hævne drab på general brutalt

Irans ayatollah Ali Khamenei erklærer tre dages landesorg.

General Qassem Soleimani meldes dræbt i et amerikansk missilangreb tæt på den internationale lufthavn i Iraks hovedstad Bagdad. (Foto: © ho, Scanpix)

Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, advarer på Twitter om, at Iran vil hævne sig brutalt på de ansvarlige for drabet på den iranske general Qassem Soleimani.

Samtidig erklærer han ifølge Reuters tre dages landesorg i Iran.

Det amerikanske droneangreb i Bagdad i Irak i nat, der har kostet en højtstående general livet, har fået Iran til at true med brutal hævn. (Foto: © SOCIAL MEDIA, Scanpix)

Drabet på den iranske general Qassem Soleimani er en 'ekstrem farlig, tåbelig eskalering' fra USA's side.

Det skriver Irans udenrigsminister, Javad Zarif, på Twitter tidligt i morges dansk tid.

- USA bærer ansvaret for alle konsekvenserne af landets skruppelløse handlinger, skriver han.

Meldingen fra Irans udenrigsminister kommer som reaktion på, at USA har udført et missilangreb nær den internationale lufthavn i Iraks hovedstad, Bagdad.

Her er blandt andre den højtstående iranske general dræbt.

'Vi vil afkræve forfærdelig hævn'

Soleimani var øverstkommanderende for Quds-styrkerne, som er en særlig enhed af elitesoldater under Irans Revolutionsgarde, som er landets sikkerhedsstyrke.

Den tidligere leder af Irans Revolutionsgarde Mohsen Rezai skriver på Twitter, at USA kan forvente, at Iran vil hævne angrebet.

- Soleimani har sluttet sig til sine martyr-brødre, men vi vil afkræve forfærdelig hævn over USA, skriver Mohsen Rezai.

Irans øverste sikkerhedsråd mødes i dag for at drøfte det 'kriminelle' angreb, oplyser Keyvan Khosravien, talsmand for sikkerhedsrådet, ifølge Reuters.

Kongressen ikke orienteret

I USA bliver nyheden modtaget med både glæde og frygt.

Nikki Haley, USA's tidligere FN-ambassadør, skriver på Twitter, at hun er stolt af præsident Trump for at gøre det stærke og rette.

Elizabeth Warren, en af Demokraternes præsidentkandidater, mener, at 'dette uansvarlige træk eskalerer situationen med Iran og øger risikoen for flere drab og en ny konflikt i Mellemøsten.

Ifølge Eliot Engen, formand for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, var Kongressen ikke orienteret om angrebet på forhånd, og 'det rejser seriøse juridiske problemer og krænker Kongressens magt'.

Rettelse: Vi har tidligere vist et videoklip, der angiveligt viser billeder fra angrebet. Klippet er fjernet på grund af manglende rettigheder. Det har ikke været muligt at finde ud af, hvem der har optaget videoklippet.

/ritzau/