Jordskælv ryster det centrale Italien

Et jordskælv med en styrke på 6,0 har ramt Italien. Der er endnu ingen meldinger om omkomne.

Borgmesteren i byen Castelsantangelo sul Nera fortæller, at bygninger er kollapset, og at strømmen er gået. (Foto: © MATTEO CROCCHIONI, Scanpix)

Et jordskælv har her til aften ramt den centrale del af Italien med en styrke på 6,0.

Skælvet kommer, to timer efter et andet skælv med en styrke på 5,4 ramte samme område.

Det oplyser Italiens geologiske institut ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa og avisen Corriere della Sera.

USA's geologiske undersøgelser (USGS) melder om et skælv i området med en styrke på 5,5.

Skælvet er sket i provinsen Macerata. Ansa skriver, at folk i området strømmede ud på gaden, mens myndighederne blev bestormet af opkald fra bekymrede borgere.

Jordskælvet kunne også mærkes i Rom, der ligger omkring 120 kilometer fra skælvets epicentrum. Det fortæller en korrespondent i hovedstaden til nyhedsbureauet Reuters.

Ingen meldinger om omkomne

Rystelserne er sket i en afsidesliggende bjergregion.

Byen Castelsantangelo sul Nera ligger nær epicentret for det første skælv, og borgmesteren fortæller, at bygninger er kollapset, og at strømmen er gået.

- Vi har ingen meldinger om døde, men vi famler i mørket og øsende regn, siger borgmester Mauro Falcucci til det italienske nyhedsbureau Ansa.

Knap 300 mennesker mistede livet for to måneder siden, da et jordskælv ramte Italien med en styrke på 6,2. Det gik hårdt ud over byen Amatrice. Også her kunne man mærke skælvet onsdag aften.

Sent onsdag aften melder redningsfolk i byen Visso, at én person er såret, skriver nyhedsbureauet AP.

/ritzau/