I Terminators dystopiske fremtidsunivers kæmper robotterne mod hinanden med våben og Arnold Schwarzeneggers usædvanligt store overarme.
Men nu buldrer krigstrommerne i forbindelse med et andet robotslagsmål. Nemlig mellem de såkaldte chatrobotter, der via kunstig intelligens kan skrive din eksamen eller løse komplicerede programmeringsopgaver.
Robotten ChatGPT, der er udviklet af virksomheden OpenAI, har allerede fået folks kæber til at bevæge sig mod gulvet med dens evner.
Men i går lancerede Google sit modsvar i form af chatrobotten 'Bard'.
Detaljerne er endnu meget sparsomme, og chatrobotten skal først testes på demostadiet, inden den "i en af de kommende uger" bliver tilgængelig for almindelige brugere.
I Googles eget blogpost om 'Bard' lyder det:
- Når folk tænker på Google, tænker de typisk på noget, der kan svare på "Hvor mange tangenter har et klaver". (....) Kunstig intelligens kan hjælpe med at svare på "er det lettest at lære at spille klaver eller guitar, og hvor meget øvelse skal der til."
Det er dog langt fra hvem som helst, som Googles nye robot skal lægge arm med.
Microsoft har allieret sig med ChatGPT
Microsoft kunne nemlig 23. januar offentliggøre, at virksomheden havde investeret et stort pengebeløb i OpenAI, der står bag ChatGPT.
Samtidig spekulerer flere i, om Microsoft vil integrere ChatGPT i sin egen konkurrent til Google, søgemaskinen Bing.
Og i aften vil ChatGPT og Microsoft holde et fælles "surprise"-pressemøde, hvor man ifølge Microsoft kan regne med "et par vigtige annonceringer".
- De (Google, red) bliver nødt til at melde noget ud, fordi markedet er helt overophedet af ChatGPT-hype. Min vurdering er, at de virkelig er bange for konkurrencen fra ChatGPT, siger DR's tech-korrespondent, Henrik Moltke.
Det ser altså ud til, at Google har fået sved på panden over, hvor stor opmærksomhed ChatGPT har fået.
Og måske kan det undre, at en af verdens største tech-virksomheder ikke for længst har været i stand til at præsentere en kunstig intelligens, der kan hamle op med OpenAI's.
- Jeg vil tro, at Google til enhver tid kan blæse OpenAI ud af vandet. De har i hvert fald de dygtigste udviklere af kunstig intelligens og noget af den højeste talentkoncentration i verden, siger Henrik Moltke.
- Men på grund af Googles position skal de bare have sikret deres produkt 1.000 gange bedre mod, at det bliver misbrugt.
Henrik Moltke peger blandt andet på, at ChatGPT's begrænsninger er ret lette at omgå og for eksempel få den til at skrive detaljerede guides til at gøre farlige eller forbudte ting, så længe man stiller den spørgsmålene på en bestemt måde.
- Sådan nogle chancer vil Google ikke tage, vurderer Henrik Moltke.
Professor: Forvent samme produkt
Thore Husfeldt er professor i datalogi ved IT-Universitetet i København. Selvom det endnu er meget lidt konkret, hvad Googles chatrobot eller sprogmodel, som teknologien også kaldes, kommer til at kunne, så mener han ikke, at man som almindelig bruger vil opleve en voldsom forskel.
- De er sprogmodeller, der er indlært på stærkt overlappende datamængder, men med algoritmeforskelle, der nok er interessant for mig som professor, men de opnår cirka samme funktionalitet, siger Thore Husfeldt.
Han regner også med, at man vil finde mange af de samme sikkerhedsforanstaltninger i de to produkter.
- ChatGPT har brugt en stor del af deres tid på at lære maskinen at holde sig inden for, hvad de synes er en acceptabel ramme.
- Man har for eksempel måtte aflære den at svare sanddrueligt på, hvordan man mest effektivt begår selvmord, hvordan man producerer narkotika, og hvordan man laver en bombe. Jeg regner med, at Google har gjort noget lignende, fortæller Thore Husfeldt, der også peger på, at ChatGPT "svarer undvigende på spørgsmål om forskellige samfundsvidenskabelige fakta".
- Det er klart, at alle de her store it-firmaer bliver nødt til at hoppe med på vognen, for hvis ChatGPT via Word skriver alle dine breve for dig, så bliver Google Docs også nødt til at kunne skrive alle dine breve for dig, siger Thore Husfeldt.
Har mulighed for at bryde monopollignende tilstand
I morgen har Google så inviteret til endnu en præsentation. Og uanset hvad der bliver præsenteret, så vurderer Henrik Moltke, at Google for første gang i mange mange år bliver åndet i nakken i forhold til deres dominerende status på søgemaskinemarkedet.
- For første gang ser vi reelle tegn på nybrud og innovation - og krig - på søgemarkedet.
For mens Google er hæmmet af sin størrelse og det bureaukrati, der følger med, så kan mindre udviklere af kunstig intelligens rykke meget hurtigere, som man så det med ChatGPT.
- De er blevet de gamle, de kedelige. Nu er der en ung, fræk og risikovillig spiller, der tænder en lighter under bagdelen på dem, siger Henrik Moltke.