Kaotiske scener i Kabuls lufthavn: 'Desperationen er tydelig'

Mellemøstkorrespondent i DR, Puk Damsgård, var i går i lufthavnen i Kabul. Siden er kaosset kun eskaleret.

Kaotiske scener har det seneste døgn udfoldet sig i den afghanske hovedstad, Kabul.

Tusindvis af indbyggere og udlændinge er siden i går stimlet sammen i den internationale lufthavn i Kabul i håbet om at komme på et fly ud af landet.

Det er sket efter, at den islamistiske militante bevægelse Taliban i går indtog den afghanske hovedstad, hvorefter den afghanske præsident, Ashraf Ghani, kort tid efter forlod landet.

Tilbage sidder tusindvis af afghanere med et desperat håb om at komme ud, fortæller mellemøstkorrespondent i DR, Puk Damsgård, der selv var i lufthavnen i Kabul i går.

- Det er hjerteskærende at se de mange tusinde mennesker, der forsøger at komme ombord på et fly, siger hun og fortsætter:

- Desperationen vokser, og i øjeblikket er der risiko for, at situationen i lufthavnen, hvor afghanere presser sig ind i fly, og flere hele tiden kommer til, kan udvikle sig voldeligt og ude af kontrol, vurderer Puk Damsgård.

Videoer, der er blevet delt på sociale medier, vidner om den desperation, der er blandt de mange afghanere, der ikke kan komme om bord på et fly. Lige nu er det kun militærfly, der har tilladelse til at flyve fra lufthavnen, og derfor kan ingen civile tilsyneladende komme væk.

I videoen her, som er blevet delt på Twitter, kan man se, hvordan kaosset i lufthavnen fortsætter:

Det har gjort, at hundredvis har søgt ud på landingsbanerne i forsøget på at komme med et fly fra Kabul. Kaosset har ifølge øjenvidner ført til, at mindst fem personer har mistet livet ved indgangen til Kabuls lufthavn. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som ikke har fået oplysningerne bekræftet fra officiel hold.

Ifølge Reuters har amerikansk militær skudt op i luften for at prøve at dæmpe kaosset, samtidig med at de har taget kontrol med lufthavnen.

Frygter for deres liv

De mange civile afghanere, der lige nu opholder sig i lufthavnen i Kabul, frygter, hvad der vil ske, hvis de ikke når et fly ud af landet.

- Dem, der er desperate i lufthavnen lige nu, er folk, der frygter for deres liv, siger Puk Damsgård.

De afghanere, der har været i opposition til Taliban, har arbejdet for de væbnede styrker og den afghanske regering. Aktivister og journalister føler sig særligt udsat, ligesom også Afghanistans mindretal af shiitiske hazarer føler sig truet.

- Folk har mange grunde til at forsøge at slippe væk, siger Puk Damsgård.

I mellemtiden har Taliban opsat kontrolposter flere steder i byen, som man kan risikere at skulle forbi på vejen tilbage fra lufthavnen til byen, forklarer Puk Damsgård.

- Folk i lufthavnen er hunderæd for at skulle forbi de kontrolposter, siger hun.

En ny virkelighed

Da civile afghanere i går startede dagen, var det den afghanske regering, der kontrollerede området. Men det ændrede sig lynhurtigt.

- I går morges så jeg unge drenge i skoleuniformer, med deres skolebøger under armen på vej i skole. Samtidig så jeg på den anden side af gaden afghanere, der i sidste øjeblik forsøgte at få penge ud af ATM's og købe forsyninger, siger Puk Damsgård.

I dag har de civile afghanere slået øjnene op til en ny virkelighed, som stadig er fyldt med uforudsigelighed.

- Mange af de afghanere, jeg har været i kontakt med, sidder derhjemme og afventer, hvad der nu skal ske, forklarer Puk Damsgård.

For det er måske ikke det samme Taliban, som for 20 år siden styrede landet, der i går indtog hovedstaden.

Taliban har lovet befolkningen 'ro' og sagt at 'krigen er ovre'. Det skriver BBC. Derudover har Taleban også sagt, at kvinder og piger fortsat kan få lov at gå i skole, og at ingen vil blive tvunget til at bære den heldækkende muslimske klædedragt, burkaen, skriver nyhedsbureauet AP.

Deruover har Taliban ifølge mediet Al Jazeera sagt, at ingen civile i Kabul vil blive skadet.

- Taliban virker bevidste om, at Kabul er en anden hovedstad med en anden generation af afghanere end for 20 år siden. Men samtidig er der grund til at afvente, hvorvidt Taliban også agerer som de siger og lover, siger Puk Damsgård.

Facebook
Twitter