Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag, og derfor byder denne søndag på markeringer i hele verden.
Nogle steder har den stået på karnevalstemning, mens det andre steder er endt med vandkanoner, chikane og uro.
Særligt i Latinamerika har der været kvinder på gaden. Titusinder er troppet op i Chiles hovedstad, Santiago, mens mexicanske kvinder forsøger at sætte fokus på landets mange mord begået mod kvinder.
Aktivister i det latinamerikanske land har opfordret til at følge op med en omfattende kvindestrejke i morgen. Her opfordres kvinder til at blive hjemme for blandt andet at vise deres utilfredshed med kønsmotiveret vold, ulighed og machokultur, skriver New York Times.