Kenyas præsident genindsættes i en sky af tåregas

Politi har valgt at bruge tåregas både ved indsættelsen af præsident Kenyatta og ved oppositionsmøde.

Kenyansk politi har i dag kastet med tåregas ved Kasarani-stadionet. Det skete, da tusindvis af mennesker forsøgte at komme ind til præsidentens indsættelse. (Foto: © SIMON MAINA, Scanpix)

Genindsættelsen af Uhuru Kenyatta som præsident skaber uro i Kenya tirsdag morgen.

Politiet bruger tåregas for at sprede en stor menneskemængde, som forsøger at komme ind på det stadion, hvor Kenyatta tages i ed.

I en anden del af Kenyas hovedstad, Nairobi, har politiet afspærret et område, hvor oppositionsleder Raila Odinga havde planlagt et møde. Her affyres også tåregas.

Flere end 70 mennesker er blevet dræbt under den politiske vold, der har præget valgperioden de seneste måneder. De fleste er blevet dræbt af politiet.

Uhuru Kenyatta vandt præsidentvalget, der var et omvalg, efter at forfatningsdomstolen havde kendt det første valg i august ugyldigt.

Oppositionsleder Raila Odinga boykottede omvalget. Han mente, at valget ikke var frit og rimeligt.

Klagerne gik på, at valgkommissionen ikke havde accepteret nye kandidater, og at valget ikke var blevet afviklet i alle landets valgkredse.

Ifølge valgkommissionen fik Kenyatta over 98 procent af de afgivne stemmer.

Men valgdeltagelsen var lav. Færre end 39 procent af vælgerne stemte.

Kenyatta har været præsident i Kenya siden 2013.

/ritzau/Reuters