Li Xinping ejer en lille butik, der sælger kiks og nudler, i den vindblæste flække, Gaodao, i udkanten af kulminebyen Changzhi i Kinas nordvestlige Shanxi provins. Her har hun boet hele sit liv. Og indtil for tre år siden havde hun regnet med at ende sine dage her.
Men så begyndte lokale embedsmænd at opsøge landsbyboerne for at få dem til at flytte og sælge deres land. Der skulle bygges et storstilet anlæg, der omdanner kul til olie, var beskeden.
- Der er ikke noget vi kan gøre. Hvis sådan en kæmpe fabrik og lokalregeringen vil have, at vi skal flytte, så er der ikke meget, vi jævne folk kan gøre. Vi kan ikke stå i vejen, siger Li Xinping.
Kulanlæg opført ulovligt
Hvad embedsmændene ikke fortalte Li Xinping og de øvrige landsbyboer var, at anlægget, der skal omdanne kul til olie, aldrig har fået miljøministeriets godkendelse.
Dermed er det nu næsten færdigbyggede anlæg ulovligt.
Kulanlægget er ejet af kulgiganten, Lu’an Group. Ifølge tal fra virksomhedens egen hjemmeside, har virksomheden investeret omkring 25 milliarder kroner i projektet. Et anseeligt beløb for et ulovligt projekt, og byggeriet er sket med lokalregeringens velsignelse og udenom centralregeringen.
Hvad skal vi leve af?
For Li Xinping og hendes naboer gør den nye oplysning ikke den store forskel.
De fleste huse i landsbyen er allerede revet ned, kun Li Xinpings familie og tyve andre familier er ikke flyttet endnu, og landbrugsjorden er allerede inddraget, selv om den lovede kompensation endnu ikke er betalt.
- Det er min jord, den har været i familien i generationer. Nu er den væk. Uden vores jord, hvad skal vi så leve af? siger hun.
Ifølge Greenpeace i Beijing er kulanlægget i Shanxi blevet afvist af miljøministeriet på grund af frygt for miljø- og grundvandsforurening, og fordi der ganske enkelt ikke er vand nok til den krævende produktion.
Blæser på loven
Hos miljøorganisationens afdeling i Beijing finder man det problematisk, at Kinas magtfulde kulindustri blæser på loven.
Ifølge en ny rapport, som Greenpeace netop har udgivet, er i alt otte nye såkaldte kul- og kulkemiske anlæg under opførsel forskellige steder i Kina - uden tilladelse fra Kinas miljøministerium, som loven kræver.
Når lokalregeringerne omgår loven, handler det primært om økonomiske interesser, fortæller Gan Yixiaon, klima og energimedarbejder hos Greenpeace, Beijing:
- Centralregeringen og lokalregeringerne har forskellig fokus. Lokalregeringens har primært fokus på den lokale udvikling, derfor giver de tit deres støtte til store kulprojekter udenom centralregeringen, siger han.
Den betragtning deler Jørgen Delman, der er professor i Kinesisk ved Københavns Universitet.
- Kulprojekter er attraktive for de lokale regeringer. De trækker investeringer til, skaber beskæftigelse og bidrager dermed til den lokale økonomiske vækst, siger han.
Miljøpolitik truer lokale interesser
Den kinesiske centralregering har erkendt, at Kinas enorme kulindustri er en af de største trusler mod klimaet. Så sent som i sidste uge, i forbindelse med klimaforhandlingerne i Paris, lovede Kina at reducere udledning af CO2 fra kulkraftværker med 60 procent frem mod 2020.
Denne nye og mere stramme miljøpolitik truer således lokale interesser:
- I disse år foregår det en kamp mellem miljøtilhængere i det kinesiske partiapparat og de såkaldte kulinteresser.
- De er nu i defensiven, men de har ikke tabt slaget. De kræver at få fuld udbytte af deres investeringer, og de bruger ofte lokalregeringen som en allieret i deres kamp mod topledelsens begrænsede foranstaltninger, siger Jørgen Delman.
Udsigterne til en stramning på kulkraftsiden, har også fået kulindustrien til at lede efter nye muligheder for at tjene penge.
Frygt for forurening
Anlæg, der kan udvinde olie fra kul og anden kulkemisk produktioner, er en anden måde for lokalregeringerne at udnytte Kinas enorme mængder kul på. Men udvindingen er beskidt og behovet for vand i produktionen er enorm.
I landsbyen er det netop forureningen, som bekymrer Li Xinping. Hun vil gerne blive boende, men er bange for, at forureningen vil blive værre fremover:
Her er allerede sket store forandringer, og vandet har sort kulstøv på toppen. Det at bo her er skadeligt for helbredet nu, siger hun.
Lu’an Group har ikke ønsket at udtale sig til DR om hverken det ulovligt opførte kulanlæg eller nedrivning af de tilstødende landsbyer og landsbyboernes sager.
Lokalregeringen har heller ikke ville udtale sig om sagen.
Kul-til-olie anlægget i Changzhi ligger lige nu stille. Anlæggets fremtid er uvis.