Luften var kølig, da de to præsidenter Vladimir Putin og Barack Obama i nat mødtes for første gang i et år.
- Forholdet er beklageligvis ret skidt, fortalte Putin til russiske journalister efter mødet, beretter DR's internationale korrespondent Steffen Gram fra New York.
Det er kun Ruslands præsident Putin af de to, der indtil videre har udtalt sig officielt efter mødet.
Mulighed for fælles indsats
På trods af det dårlige forhold og uenigheder, var der ét punkt på deres dagsorden, som måske kan blive til en fælles indsats.
- Parterne talte om det, som Putin kalder etableringen af passende mekanismer, fortæller Steffen Gram.
En af de mekanismer er oprettelsen af en kontaktgruppe for Syrien, hvor lande som Iran, Saudi Arabien, Egypten, Tyrkiet, Rusland og USA skal sidde.
Kontaktgruppen opgave bliver at mødes og forhandle med Syrien om fred.
Ifølge flere internationale medier fortalte en russisk repræsentant fra regeringen til nyhedsbureauet RIA Novosti, at de gerne ser, at gruppen mødes allerede i oktober.
Uenighed om Assad
Mødet mellem de to præsidenter varede cirka halvanden time, og selvom de måske kan finde fælles fodslag om en kontaktgruppe, er de stadig grundlæggende uenige.
- Obama slog fast, at der ikke er plads til Assad i det nye Syrien, men Putin støtter Assad, fortæller Steffen Gram.
Desuden sagde Putin også til russiske medier, at der er fælles forståelse for, at dialogen og forholdet mellem de to lande skal forbedres.