Hvis ikke Renault, Skoda, Volkswagen og resten af Europas elbilproducenter skal blive overhalet indenom af konkurrenterne fra især USA og Kina, så bliver de europæiske politikere nødt til at gøre det langt mere attraktivt for deres landsmænd at købe lokalproducerede elektriske biler.
Det mener den franske præsident, Emmanuel Macron, som nu vil forsøge at skærme den europæiske bilindustri mod konkurrence udefra.
Selv lægger han op til at ændre de nuværende støtteordninger til elbiler i Frankrig, så de fremover kommer til at favorisere biler, der udelukkende er blevet produceret i Europa.
- Vi vil være det første europæiske land, som reformerer kriterierne for, hvornår man kan få tildelt bilbonussen. Det er en lille revolution, som vi gerne vil have løftet op på et europæisk niveau, sagde han i aftes ifølge EU-mediet Politico under en tale i Paris.
- Det betyder, hverken at vi er protektionistiske, eller at vi vil lukke vores marked (for andre, red.). Men vi vil ikke bruge franske skatteyderes penge på at sætte skub på industrialiseringen uden for Europa, tilføjede han.
Vil ikke lukke døren i, men...
Meldingen kommer i kølvandet på den enorme amerikanske klimahjælpepakke, den såkaldte "Inflation Reduction Act", som præsident Joe Biden fik vedtaget i august sidste år.
En stor del af støtten er nemlig øremærket USA’s bilindustri, da amerikanerne nu kan få et skattefradrag på helt op til 50.000 kroner, hvis de køber en hjemligt produceret elbil.
Allerede dengang var Emmanuel Macron ude at advare om de potentielle konsekvenser for de europæiske bilproducenter, som ikke får samme gavn af støtten, og som derved risikerer at blive udkonkurreret.
Derudover har han advaret mod konkurrencen fra Kina, hvor styret i Beijing bruger milliarder af yuan på at støtte de kinesiske producenter af elektriske biler.
- Hvorfor skal vi være det eneste sted i verden, der støtter det, der bliver produceret af vores konkurrenter? Vi vil ikke lukke døren i for næsen af dem, men eftersom de allerede har indført politikker, der ikke er samarbejdsvillige, vil vi ikke hjælpe dem yderligere med støtteordninger, sagde Emmanuel Macron torsdag aften.
Europa har brug for flere fabrikker
Forslaget er en del af hans nye grønne industriplan, som vil blive præsenteret i næste uge. Planen kommer også til at indeholde skattelettelser til blandt andet producenter af batterier, varmepumper og solceller. Og det overordnede mål er ifølge præsidenten, at Frankrig og resten af de europæiske lande bliver mindre afhængige af resten af verden, end de er i dag.
I dag importerer de eksempelvis langt størstedelen af de kritiske råstoffer, som skal bruges til at bygge blandt andet elbiler, solceller og vindmøller, fra Kina. Det gør medlemslandene sårbare, hvis kineserne en dag vælger at standse eksporten.
Det budskab gentager han i dag i en kronik i finansavisen Financial Times, hvor han slår på, at Europa har brug for "flere fabrikker og færre afhængigheder" for at kunne stå på egne ben.
- Siden jeg blev præsident for Frankrig i 2017, har jeg konsekvent argumenteret for ideen om europæiske suverænitet. Først blev det set som ønsketænkning, og til tider er det blevet set som noget, der var ”for fransk”, skriver han og fortsætter:
- Men i løbet af de seneste par år har EU stået over for to afgørende kriser. Og på grund af covid-19-pandemien og den krig, som Rusland har valgt at påføre Ukraine, har vi vedkendt os vores strategiske afhængigheder og besluttet at gøre noget for at reducere dem, skriver han og tilføjer, at ”’Made in Europe’ (lavet i Europa, red.) bør være vores motto fremover”.
- Vi har intet andet valg, eftersom suverænitet er viklet sammen med styrken af vores demokrati.
S: Det lyder mere som "køb fransk"
Danmark befinder sig på den fløj af medlemslande, der er indædte tilhængere af frihandel, og som hverken er glade for statsstøtte eller protektionistiske tiltag. Og Christel Schaldemose, der sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, er ikke begejstret for præsident Macrons forslag.
- I min optik er direkte støtte til køb af elbiler ikke vejen at gå. Det er bedre at støtte udvikling af nye, grønne teknologier, der kan styrke Europas konkurrencedygtighed, siger hun og tilføjer, at hun er enig i præsidentens mål om mere europæisk suverænitet.
- Jeg ønsker, at vi bliver mere uafhængige af Rusland og andre autoritære stormagter. Men for mig lyder Macrons ønske om "køb europæisk" mere som "køb fransk", siger Christel Schaldemose.
Hos Dansk Erhverv er Lasse Hamilton Heidemann, der er EU- og international chef, enig i, at verden i den grad har forandret sig de seneste år, hviket man også fra europæisk side bør tage bestik af. Men når det er sagt, er han bekymret for, om medlemslandene i iveren efter at blive mindre afhængige kommer til at lukke sig for meget om sig selv.
For det vil ifølge Lasse Hamilton Heidemann ikke være til fordel for de danske virksomheder, der nyder stor gavn af handlen med resten af verden.
- Fra EU’s side har man allerede besluttet, at der skal produceres flere mikrochips i unionen, og der er også enighed om, at vi skal være mindre afhængige af kritiske råstoffer fra Kina. Men spørgsmålet er, hvor langt vi skal gå. Nu taler præsident Macron om, at vi skal styrke de europæiske elbilproducenter, og der er også fokus på, at vi skal styrke fødevaresikkerheden i Europa. Men hvor går grænsen? Er det også croissanter og yoghurt, der ryger i kategorien "strategisk vigtige produkter"? siger han og tilføjer, at det ikke er samhandlen, der er farlig.
- Det er derimod, at vi bliver afhængige af nogle lande, som vi ikke er venner med. Men jeg er nervøs for, at vi glemmer at have fokus på den værdi, det skaber, at vi handler med andre end os selv.
