Mange er døde efter voldsom skovbrand i Portugal

Mindst 57 er omkommet i stor naturbrand i Portugal. De fleste omkom, da de i bil forsøgte at undslippe flammerne.

Dødstallet efter en omfattende skovbrand i det centrale Portugal er steget til 57, rapporterer nyhedsbureauerne AFP og Reuters samt det britiske medie BBC. De har oplysningerne fra regeringskilder.

Det frygtes, at dødstallet kan stige yderligere.

Tidligere har det været fremme, at omkring 60 andre personer er kommet til skade i branden. Blandt dem skulle være fire brandfolk og et barn, beretter tv-stationen RTP.

Tidligt søndag morgen lød det fra de portugisiske myndigheder, at hovedparten af de dræbte mistede livet, da de forsøgte af undslippe flammerne i deres biler.

De blev brændt ihjel, da ilden fejede hen over en vej.

Premierminister Antonio Costa kalder det den største tragedie, landet har set i årevis.

Der er foreløbig ingen oplysninger om de omkomnes identitet, oplyste indenrigsminister Jorge Gomes lige efter midnat.

Den nævnte vejstrækning ligger i nærheden af den mindre by Pedrógão Grande i Leiria-distriktet cirka 200 kilometer nordøst for hovedstaden Lissabon.

Branden brød af endnu ukendte årsager ud lørdag eftermiddag. Omkring 500 brandfolk og 160 slukningskøretøjer blev sat ind for at få kontrol over flammerne.

Sagen kort

  • Branden truer adskillige landsbyer.

  • Portugals præsident, Marcelo Rebelo, er taget til området og har mødtes med flere af dødsofrenes familier.

  • Portugisiske medier har de seneste dage skrevet om risiko for skovbrande i blandt andet det sydligt beliggende Algarve, der er Portugals mest populære turistdestination, som følge af meget høje temperaturer.

  • Portugal blev lørdag ramt af en hedebølge. I Lissabon og mange andre steder i landet nåede temperaturerne op over 40 grade