Flere end 2.000 kristne har samlet sig i den store kirke.

De hilser på hinanden, krammer, synger sange om håb og frelse, holder hinanden i hænderne, mens de beder og lytter til Guds ord.

Over fem dage i februar mødes de til den årlige Faste- og Bønneuge i Frankrigs næststørste evangeliske kirke, Den Åbne Dør i Mulhouse i Alsace.

De er rejst hertil fra hele landet. Endda fra andre kontinenter:

En af dem, der har taget en lidt længere tur, er præsten Gilles Sax.

Sammen med sin 12-årige søn er han rejst fra Fransk Guyana i Sydamerika og har tilbagelagt mere end 7.500 kilometer for at repræsentere sin menighed.

Udover at deltage i kirkens fasteuge har far og søn planer om at besøge Gilles' 97-årige mor - når nu de alligevel er i Alsace.

Den Åbne Dør i Mulhouse har i mere end tyve år arrangeret bønne- og fasteuge, der er en helt særlig tid i kirkekalenderen.

Det er "kulminationen af spirituel intensitet på året", og derfor er samlingen forbundet med stærke følelser, understreger Jonathan Peterschmitt, hvis farfar grundlagde kirken tilbage i 1966.

Selv er han læge. Hans far, Samuel, er leder af kirken, hvor broderen Benjamin er præst.

Alle samledes de i kirken i den uge - alle på nær Jonathans hustru, der går glip af den første dag.

I dagene op til er et af parrets fire børn blevet syg, så hustruen holder sig hjemme med datteren, der har fået feber og er meget træt.

Efter knap en uge med flere daglige gudstjenester og bibellæsning tager præsten Gilles Sax sin søn med på den lokale kro Auberge des Franciscains, inden turen igen går hjem mod Fransk Guyana.

Besøget bliver naturligvis foreviget og lagt på Facebook.

Dagen inden afrejsen mærker præsten dog, at noget er galt.

Han føler sig slap, energiforladt og selv det at gå ind i en skobutik bliver for stor en kamp, så han må opgive sit ærinde. Men bekymringen får ikke lov at slå rod. Heller ikke selvom hans blodtryk falder, og han bliver bleg at se på - som en af hans venner konstaterer.

Tanken om coronavirus strejfer ham end ikke - det er jo noget, der findes i Kina. Selv ikke da sønnen bliver syg og kaster op, sætter det for alvor gang i alarmklokkerne.

Han har jo bare løbet rundt udenfor, har svedt og er blevet kold. Og de er trods alt vante til et andet klima hjemme i Sydamerika. Så i første omgang bliver det slået hen som en slem forkølelse med lidt feber. Coronavirus er det i hvert fald ikke, viser det sig, da sønnen senere testes negativ for corona.

Men det ved Gilles Sax endnu ikke, da han og sønnen står op klokken tre om natten for at tage fra Mulhouse til Paris, og derfra videre mod hovedstaden Cayenne i Fransk Guyana.

Spejlbilledet i flyvinduet bekræfter for den lettere omtågede præst, at noget er helt galt. Både han og sønnen fryser, og Gilles begår den fejl ikke at drikke noget under den ni timer lange flyvetur.

Patienter med vejrtrækningsproblemer

Tilbage i Mulhouse får også lægen og præstesønnen Jonathan Peterschmitt det dårligt umiddelbart efter fasteugen. Han føler sig sløj, døjer med tør hoste og har influenzalignende symptomer.

I dagene før kirkesamlingen har han behandlet flere patienter, der har berettet om symptomer som mistet smagssans, lugtesans, voldsom træthed og vejrtrækningsproblemer.

Jonathan beslutter sig for at lukke sin lægepraksis i de sidste dage af februar.

Flere tusinde kilometer vestpå ankommer Gilles Sax og sønnen endelig hjemme i Fransk Guyana. Gilles ryster, er træt og har svært ved at svare på, hvad der er galt, da hans kone spørger.

Morgenen efter han er kommet hjem, ryster han stadig. Han føler sig meget varm og ringer derfor til lægen, der beder ham om at komme forbi med det samme. Hans blodtryk er lavt, og han er dehydreret, men tager hjem og bliver i sengen i nogle dage.

Hans blodtryk stiger langsomt igen, men til en middag den sidste lørdag i februar går det op for ham, at han ingen appetit har. Pludselig kan han heller ikke smage noget.

Den første mistanke

Dagen efter - i Mulhouse - modtager Jonathan Peterschmitt en foruroligende besked fra en af sine venner: En fra menigheden er blevet testet positiv for coronavirus.

Selvom vedkommende ikke har deltaget bønnemødet, begynder der at tegne sig et billede for den unge læge.

For nu er der både mistænkte og bekræftede smittetilfælde i området. Ude af stand til at sove kontakter han sent søndag aften den regionale sundhedsstyrelse på mail og informerer om, at han er syg og potentielt har været i kontakt med smittetilfælde.

Svaret får han dagen efter: Kom til Strasbourg og bliv testet.

Jonathan tager sin datter med, fordi hun også hoster. Han parkerer ved en fjern plads og bliver fulgt ind på hospitalet af personale i fuldt udstyr. Bagefter kører de den halvanden time lange vej hjem og venter på resultatet, der kommer samme aften; positiv for coronavirus.

Lægen bliver indlagt på Nouvel Hôspital i Strasbourg, men sendes hjem efter et døgn, da lægerne kan konstatere, at han ikke er kritisk syg.

I dagene der følger, bliver resten af familien Peterschmitt testet; Jonathans hustru, hans far Samuel, hans søskende, deres børn, hele vejen rundt er resultaterne de samme.

Sammen med sin hustru og parrets fire børn går han derfor i karantæne den 2. marts.

De 18 medlemmer af familien Peterschmitt viser sig dog kun at være begyndelsen.

For fra medlemmerne af kirken begynder der at komme triste beskeder: Om folk der bliver bevidstløse, den første person som bliver lagt i respirator. De første dødsfald.

I kirken bliver der taget en beslutning om at handle hurtigt og få advaret så mange som overhovedet muligt.

Derfor sender pastor Samuel Peterschmitt den triste besked ud via de sociale medier og opfordrer alle til at tage kontakt til sundhedsmyndighederne, hvis de oplever symptomer.

Den hastige spredning af smittetilfælde i Alsace får også de franske myndigheder til at slå alarm.

I de første uger af marts gør den nationale sundhedsdirektør opmærksom på det, man kalder "clusterzonen" - eller klyngen af smittetilfælde - forbundet til kirken i Mulhouse.

Den nationale sundhedsdirektør, Jerôme Salomon, forbinder første gang kirken til spredningen af coronavirus den 3. marts.

Den 11. marts opgør de regionale sundhedsmyndigheder 587 smittetilfælde og ni døde, som stammer fra Den Åbne Dør. Herefter opgiver myndighederne fortsat at identificere smittekilden.

Arbejdet bliver for omfattende, idet menighedens medlemmer i løbet af bønnemødet har kunnet komme og gå, som de ville, og der var ingen registrering af dem.

- Forpustet. Du er helt forpustet

Beskeden og advarslen fra kirken og myndighederne i Frankrig modtages også på den anden side af Atlanterhavet.

Her har præsten Gilles Sax fået det værre, og han har nu vanskeligt ved at trække vejret.

- Forpustet. Du er helt forpustet. Du mærker, at den mindste anstrengelse… det er forfærdeligt. Det rammer virkelig lungerne. Alt, der er respiratorisk.

Han kontakter vagtlægen, får taget en test. Også han er corona-positiv. Præsten bliver akut fløjet til et hospital i Cayenne - et par hundrede kilometer fra sit hjem. Under turen ligger han halvanden time i en iltkasse.

På hospitalet bliver han installeret i et rum, der egentlig er forberedt til ebolapatienter. Der er ingen vinduer, i ti dage må han ikke modtage besøg, og han bliver tilset af "folk, der kommer ind som kosmonauter".

Hans vurdering er, at han har været i kontakt med 80 mennesker. Myndighederne har kontaktet dem alle, og alle er blevet testet negative, siger Gilles Sax, der er blandt de første fem bekræftede smittetilfælde i Fransk Guyana. De fire andre har - ligesom Gilles - deltaget i bønnemødet i Mulhouse.

I dag er i alt 43 personer registreret som smittetilfælde i det franske område. Flere er hjemvendt efter kortere ophold i Frankrig, mens nogle har været ombord på det samme krydstogtskib.

Fra Mulhouse til Burkina Faso

Smittetilfældene fra Mulhouse spreder sig dog ikke kun til Fransk Guyana, men ud i hele Frankrig - endda helt ind i det franske parlament, hvor republikaneren Jean-Luc Reitzer i begyndelsen af marts bliver landets første parlamentsmedlem, der testes positiv.

Måneden efter, at hele familien Peterschmitt samledes i kirken med tusindvis af andre kristne, kæmper familien ikke kun mod sygdommen, men nu også mod frygten. For Den Åbne Dørs forsøg på gennemsigtighed tiltrækker stor opmærksomhed - og kritik. Hård kritik.

- Sikkert fordi nogle mennesker har haft brug for at handle på deres frygt og på at forsøge at finde den første syge, som Jonathan Peterschmitt formulerer det.

En af de kritiske stemmer er den regionale politichef i Alsace-regionen, Josiane Chevalier. I et interview med den franske radiostation, France Inter, placerer hun en stor del af ansvaret for coronakrisen hos kirken.

På rekordtid har situationen nemlig udviklet sig til noget nær katastrofal.

Hospitalerne er overfyldte med corona-patienter, på få uger er 61 døde og 1.820 er allerede registreret som smittetilfælde.

Som hjælp til den pressede region lover præsident Emmanuel Macron et militært felthospital til Alsace. Senere viser det sig, at der også bliver behov for at evakuere patienter med helikopter og lyntog til andre regioner.

Og situationen trækker tråde tilbage til kirken, der udviste manglende respekt for sikkerhedsafstandene, lyder det anklagende fra politichef Chevalier.

- Faktisk gjorde man alt det, man ikke skulle have gjort. Nu ser vi konsekvensen, vi betaler den høje pris for skødesløshed, for den manglende forståelse for helt basale foranstaltninger, siger hun.

I bagklogskabens klare lys

Kritikken gør ondt på kirken - og på Jonathan Peterschmitt. Chevalier repræsenterer myndighederne og hendes ord har vægt, men lægen mener, at politichefen mangler perspektiv.

For selvom det faktisk ikke er mere end seks uger siden, kirkens bønnemøde blev afholdt, var det en anden tid. En tid uden sikkerhedsforanstaltninger, forklarer han.

Også Jonathans far, pastor Samuel, går i rette med kritikken. Selv ikke præsident Macron vidste besked dengang, lyder det.

For mens menigheden i Den Åbne Dør sang 'vi er Guds hær' og lyttede til ordene fra selvsamme pastor, gik præsident Macron rundt i byens gader, et stenkast fra kirken, og talte med de lokale. Tog selfies, trykkede hånd og krammede dem.

Kort efter Samuel Peterschmitt bliver udskrevet fra hospitalet, lægger kirken en video ud på sin Youtube-kanal.

Synligt afkræftet med svagelig stemme toner præsten frem og beder om solidaritet.

- Min første tanke går til alle vores familier i sorg. Vi har været blandt de første ofre her i Frankrig for denne sygdom. I skal vide, at jeg elsker jer højt, jeg græder sammen med jer, jeg har ikke flere tårer tilbage, siger han blandt andet.

- Frygten er mere smitsom end coronavirus

Kritikken af kirken forstummer dog ikke så let. Et billede af biler på kirkens ellers tomme parkeringsplads satte således ild til de sociale medier i sidste weekend.

Trusler er blevet fremsat mod kirken og flere har afkrævet svar fra byens borgmester, Michele Lutz, på de sociale medier.

Kan det virkelig passe, at der igen er blevet afholdt gudstjeneste i selvsamme kirke, der for en måned siden blev udpeget af myndighederne som smitteklynge?

Borgmesteren forstår sine bekymrede borgere - også selvom det, der er foregået i Den Åbne Dør, faktisk har været indenfor lovens rammer. Der var nemlig ikke tale om gudstjeneste, men om ansatte der gjorde klar til at streame en gudstjeneste, lyder forklaringen fra kirken. Der var færre end de tyve personer, som der er forsamlingsforbud imod.

- Frygten er forfærdelig, fordi den er meget mere smitsom end coronavirus. Forfærdelig, fordi den ganske vist kan få det bedste frem i nogen, men det modsatte i andre, siger Jonathan Peterschmitt, som i dag stadig holder sig indenfor hjemmets fire vægge i Mulhouse:

Familien Peterschmitt såvel som præsten Gilles Sax er så småt ved at være ovenpå.

Smerten er der dog stadig. For mange omkring dem er stadig syge. Og familien sørger, fordi på få uger er menigheden blevet mindre. Mindst 17 medlemmer mindre.

Alt imens æder coronavirusset sig videre ind i landet. Fra Alsace mod vest - og til resten af verden.