Vi kender billederne af jublende tilskuere, udmattede ryttere, der sprinter over byens brosten og franske flag iblandet gule t-shirts på let solskoldede turister hele vejen ned ad Champs Elysées.
Tour de France er en fransk folkesfest, men festen bliver holdt i et land i undtagelsestilstand.
Det betyder, at sikkerhedsopbuddet i Paris i dag er massivt: 2.000 ekstra betjente er udkommanderet sammen med flere hold af både gendarmeriets indsatsstyrke og betjente med bombehunde.
En sikker fest for dem, der elsker livet
Frankrig har været ramt af en lang række terrorattentater eller forsøg på attentater de seneste år. Derfor har 23.000 betjente og gendarmer været en del af sikkerheden under hele Tour de France.
Men i dag i Paris er der skruet endnu mere op - ikke mindst fordi, der alene på Champs Elysées de seneste måneder har været to attentater - begge gange blev attentatmanden dræbt, men ved det ene angreb mistede en betjent livet.
Paris' overborgmester, Anne Hidalgo, siger dog til DR Nyheder, at både cykelryttere og tilskuere kan føle sig sikre til Tour-afslutningen:
- Paris er ikke holdt op med at leve. Vi støtter ofrene, vi lever med stor vagtsomhed, og sikkerhed er virkelig et afgørende punkt for os.
- Men vi har afholdt UEFA-Cup, vi har organiseret VM i håndbold, VM i hockey sammen med Tyskland, Tour de France og mange andre store begivenheder. Selvfølgelig er sikkerhed vigtig, men vi har valgt at fortsætte med at leve, mens vi sikrer, at de, der elsker livet, kan være i sikkerhed, siger Anne Hidalgo.
Bliver altid meget rørt
Hun understreger, at Tour de France stadig er en folkefest, der er "magisk", når feltet kører ind på Champs Elysées og rundt om Triumfbuen, der ligger på Place de l'Étoile:
- Det er et vidunderligt syn, som hele verden kan nyde. Jeg bliver altid selv meget rørt, når jeg ser hovedstaden på den måde, og Place de l'Étoile, som rytterne kører rundt om. Det er virkelig et smukt symbol. Det er et sted, der er magisk, lyder det fra Paris' overborgmester.
Politiet i Paris har varslet massive sikkerhedstjek af både tilskuere, tasker og biler, og personer, der ikke vil lade sig sikkerhedskontrollere vil blive nægtet adgang til Tour-afslutningen.
Trods det store sikkerhedsopbud og dét faktum, at Frankrig er i undtagelsestilstand, har tusindvis allerede taget opstilling lang ruten på dagens etape, som begynder klokken 16.50 i Montgeron og slutter i aften på boulevarden Champs Elysées i hjertet af Paris.