Med 388 for og to imod godkender USA nye russiske sanktioner

Trods indvendinger fra Trump har et stort flertal stemt for nye sanktioner mod Rusland, Iran og Nordkorea.

Ifølge Det Hvide Hus har Donald Trump endnu ikke besluttet sig for, om han vil underskrive lovforslaget eller ej. (Foto: © Zach Gibson, Scanpix)

Republikanere og demokrater i Repræsentanternes Hus i USA har tirsdag amerikansk tid godkendt et forslag om at indføre nye sanktioner mod Rusland, Iran og Nordkorea.

Det skete med et overvældende flertal trods modvilje mod forslaget fra præsident Donald Trump. Således stemte 388 for og to imod.

Lovforslaget mangler dog godkendelse i Senatet, før det kan sendes til Det Hvide Hus. Her kan præsidenten enten underskrive det eller bruge sin vetoret.

Ifølge Det Hvide Hus har Donald Trump endnu ikke besluttet sig for, om han vil underskrive lovforslaget eller ej.

Bliver loven vedtaget, vil den begrænse Donald Trumps mulighed for på egen hånd at ophæve eller lempe sanktioner mod Rusland.

Lovforslaget indeholder således en passage om, at præsidenten ikke uden om Kongressen kan ændre på sanktioner mod Rusland.

Hvis Trump foreslår tiltag, der markant ændrer den amerikanske politik over for Rusland, skal han ifølge udkastet fremsende en rapport til Kongressen.

Herefter har medlemmerne mindst 30 dage til at godkende eller afvise præsidentens forslag.

/ritzau/Reuters