Folkene omkring Joe Biden har en god og en dårlig nyhed til USA's venner i verden - herunder Danmark.
Først den gode: Hvis Biden vinder præsidentvalget til november, vil USA være tilbage i det internationale samarbejde og igen omfavne landets venner - ikke slås med dem.
Altså et budskab, som vil lette stemningen i mange hovedstæder i Europa, hvor ledere har holdt vejret de sidste knap fire år, hvor præsident Trump har rokket ved fundamentet i det trans-atlantiske samarbejde.
Tvunget til at se indad
Og så den mindre gode for USA's allierede.
Det bliver ikke som før. USA står midt i den værste indenrigspolitiske krise i et århundrede, og landets næste leder bliver tvunget til først og fremmest at se indad.
- Amerikanerne lider i øjeblikket. Det gjorde de allerede før pandemien, men nu lider de endnu mere, og det bliver prioritet nummer ét at håndtere krisen på hjemmefronten, siger professor Charles Kupchan fra Georgetown University.
USA præget af kriser
Han var i en årrække medlem af præsident Obamas nationale sikkerhedsråd og arbejdede tæt sammen med både Obama og vicepræsident Joe Biden i Det Hvide Hus.
Nu rådgiver han Biden-kampagnen om udenrigspolitik.
Og selv om Kupchan klart ser et USA for sig med Biden som præsident, som mere ligner USA under Obama, så er tiden en anden nu, og summen af en pandemi, en dyb økonomisk krise og et racemæssigt opgør, vil kræve meget stor opmærksomhed af USA's næste regering.
Trump stillede gode spørgsmål
- Donald Trump stillede de rigtige spørgsmål. Men han er ikke kommet med de rigtige svar, siger Kupchan.
- Hvorfor har vi ladet millioner af job forsvinde til lande med lav løn, så amerikanske arbejdere ikke kan tjene en løn, de kan leve af, og have tro på fremtiden særligt i en verden, der er domineret af ny teknologi? Det spørgsmål er helt fremme på agendaen nu, siger Kupchan.
- Men svaret er ikke, hvad Trump har gjort, at beordre et par fabrikker i Indiana til at holde åbent og indlede en handelskrig med Kina. Bidens svar vil være at samle vores allierede og sammen stille krav til Kina, som landet bliver nødt til at imødekomme.
Udviklingen har været med til at gøre USA til et land med en kolossal skævhed i indkomst og formue, hvor meget få er styrtende rige, og de mange har svært ved at betale deres regninger.
Vil afslutte fjerne krige
- Med Biden vil vi se ændringer i beskatningen og en omfordeling af indkomst ikke mindst på grund af pres fra venstrefløjen i partiet med Bernie Sanders og Elizabeth Warren, siger Kupchan.
På samme måde kan verden forvente, at en Biden-regering vil arbejde på at afslutte USA's krige og militære tilstedeværelse i Mellemøsten og i Afghanistan, mener Kupchan.
Ikke på Twitter og i en sen nattetime, men gennem forhandlinger af aftaler med de involverede parter.
Vil investere hjemme i stedet
- Hvorfor er vi i Afghanistan? Hvorfor er vi i Irak? Hvorfor er vi i Libyen? Det er gode spørgsmål, som Biden også skal finde svar på.
- Vi har brugt utroligt mange penge i lande som Afghanistan og Irak, omkring seks billioner dollars. Måske skulle vi have brugt de penge på investeringer i sundhedsvæsnet? Måske skulle vi have brugt mere på cyber-sikkerhed?
Men på en række punkter vil USA's allierede kunne ånde lettet op allerede første dag, Joe Biden er præsident. Hvis han vinder valget.
Ikke flere kærlighedsbreve til Nordkorea
Han vil føre USA tilbage i Paris-aftalen og investere i teknologier, der kan redde klimaet. Han vil arbejde på at få etableret en ny aftale med Iran for at bremse landets atomprogram.
Han vil omgøre Trumps beslutning om at trække tropper tilbage fra baser i Tyskland - og der vil ikke komme flere “kærlighedsbreve” fra beboeren i Det Hvide Hus til diktatoren i Nordkorea, Kim Jong-un.
Europa vil ånde lettet op
- I en overskrift vil verden mærke, at USA er tilbage. Biden vil bringe USA tilbage i den form for internationalt samarbejde, som vores allierede i Europa kender så godt. Vi vil trods alt kigge mindre indad end under Trump, og vi vil frem for alt være et land med en fast tro på åbenhed, videnskab, fakta og sandhed, siger professor Charles Kupchan.
- Vi vender ikke tilbage til de gyldne tiders transatlantiske samarbejde, for alt for meget har forandret sig. Men jeg tror, at hovedparten af europæerne vil ånde lettet op.