Megabyer: I 2050 bor to ud af tre borgere i en by

Antallet af personer i byområder forventes at stige fra 3,9 milliarder i 2015 til 6,4 milliarder i 2050.

Over halvdelen af verdens befolkning bor i dag i byer. I 2050 vil andelen være steget til to tredjedele, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Det viser den årlige rapport fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM), der kortlægger migration på verdensplan.

Det er især byer i Afrika og Asien, der tegner sig for den store urbane tiltrækning.

Ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Ninna Nyberg Sørensen, så er det en naturlig udvikling.

- Den væsentligste grund er manglen på adgang til jord i landområder, der presser folk til byerne. Det er naturligt og velkendt fra vores egen del af verden. Vi vil have adgang til arbejde, sociale ydelser og uddannelse i byerne, og det vil resten af verden også, siger Ninna Nyberg Sørensen.

Hun forklarer, at migrationen til byerne ikke nødvendigvis er helt uproblematisk.

- Det betyder, at der kan komme et kæmpe pres på byerne, hvis man ikke planlægger med, at flere flytter til byerne, siger Ninna Nyberg Sørensen.

- Man bygger byslum, der kan opstå store uformelle arbejdsmarkeder, hvor der ikke er adgang til at beskatte, og det kan give sikkerhedsproblemer.

Antallet af personer i byer forventes at stige fra 3,9 milliarder i 2015 til 6,4 milliarder i 2050.