EU-landene bliver nødt til at kaste et kritisk blik på de statsstøtteregler, der i dag sætter rammerne for, hvordan de må støtte deres hjemlige virksomheder og industrier.
For verden er under voldsom forandring i disse år, og derfor bliver de europæiske lande i højere grad nødt til at kunne beskytte sig selv og sikre, at de selv kan producere alle de ting, de har brug for.
Det er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S), efter at den amerikanske regering tidligere på året vedtog en enorm hjælpepakke, som i de kommende år vil pumpe 2.635 milliarder kroner ud i USA's grønne sektor.
- Det er jo positivt, at der er en amerikansk regering, som ønsker at understøtte den grønne omstilling. Men vi skal selvfølgelig have et øje på, hvad det betyder for den konkurrence- og samhandelssituation, der er mellem USA og EU, sagde hun, da hun her til eftermiddag ankom til EU-topmøde i Bruxelles.
Flere EU-lande mener, der er tale om unfair og konkurrenceforvridende statsstøtte, da den er målrettet virksomheder i USA. Og den franske præsident, Emmanuel Macron, kræver nu "et stærkt svar" fra EU's side – herunder også en revision af de nuværende statsstøtte- og konkurrenceregler, så det bliver lettere for medlemslandene at give deres virksomheder en hjælpende økonomisk hånd.
- De seneste år har vist os, hvor skrøbelige tingene er. Når man sender for meget af sin egen produktion væk, så kan man pludselig – eksempelvis hvis der opstår en pandemi – stå i en situation, hvor man ikke kan beskytte sine egne borgere, sagde statsministeren og tilføjede:
- Sikkerheds- og handelspolitik går nu hånd i hånd, så ja - vi kommer til at kigge på europæisk industripolitik, frihandel og statsstøtteregler på en anden måde, end vi i en årrække har været vant til, sagde Mette Frederiksen, der rejste til Bruxelles, efter at hun havde præsenteret sin regering for dronningen.
Ikke flere fælleslån
Den amerikanske hjælpepakke, den såkaldte 'Inflation Reduction Act', er et de store emner på det EU-topmøde, der i dag finder sted i Bruxelles.
I går sagde Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at der er behov for at justere de nuværende statsstøtteregler, så det bliver lettere og hurtigere for medlemslandene at støtte den grønne omstilling. Derudover åbnede hun også for at etablere en ny såkaldt 'suverænitetsfond', som skal hjælpe medlemslandene med at støtte deres grønne virksomheder.
Spørgsmålet er dog, hvordan en sådan fond i givet fald skal finansieres. Men Mette Frederiksen mener ikke, at det skal ske ved, at medlemslandene går ud og låner flere penge i fællesskab, som det skete under coronakrisen.
- Jeg synes, at man i efterhånden mange EU-diskussioner ender det samme sted, nemlig at der skal finansieres stadig mere i fællesskab. Det betyder, at regningen lander hos nogle lande frem for andre, så her er jeg selvfølgelig forbeholdende, sagde hun.
Hun understreger, at der først og fremmest bør arbejdes målrettet på at finde en løsning med amerikanerne.
Præsident Joe Biden har allerede åbnet for, at der kan ske "justeringer" af den nye lov, så europæiske virksomheder lettere kan få gavn af den nye støttepakke.
- Vi skal ikke have en handelskrig mellem USA og EU, understregede statsministeren.
