Modstandere af catalansk uafhængighed: Vi tør ikke skilte med det

Selvom meningsmålingerne viser dødt løb, så fylder ja-sigerne mest i gadebilledet i Barcelona.

Balkoner i Barcelona med catalanske flag og flag med skriften 'si' (ja, red.) til støtte for uafhængighed. (Foto: © Marta Perez, Scanpix)

Lige nu er der fuldt blus på valgkampen i Catalonien. Den 1. oktober skal catalonierne nemlig stemme, om de vil løsrive sig fra Spanien.

Men kampagnen er temmelig ensidig set udefra. Mens ja-siden er synligt til stede overalt i bybilledet, så er nej-siden nærmest usynlig.

Selv om meningsmålinger viser, at antallet af tilhængere og modstandere af uafhængighed er delt op i to lige store lejre, så er det kun ganske få nej-sigere, som har lyst til at gå på gaden og tale for et ”nej”

På en udendørs café i kvarteret Sants i Cataloniens hovedby, Barcelona, bliver der talt og diskuteret ivrig. Det er et område, hvor mange er imod uafhængighed fra Spanien

- Jeg er ikke independendista (for uafhængighed, red.), fortæller Fabiona Rius.

Balkoner i Barcelona med catalanske flag og ja-flag. (Foto: © lluis Gene, Scanpix)

Hun sidder sammen med tre andre midaldrende barcelonesere. Hun og de andre er unionistas og ønsker altså, at Catalonien skal blive under spansk flag.

Tør ikke vise det

Og netop flaget fylder meget i kampagnen før afstemningen. Fra vinduer og altaner hænger tusindvis af de rød-gulstribede catalanske flag, men kun ganske få spanske.

Faktisk har jeg som DR’s udsendte kun set ét spansk flag i de fire dage, jeg har været i Barcelona.

- Folk tør ikke vise det – de er bange, fortæller unionistaen José Perez på caféen.

- Vi har alle venner, som er for uafhængighed, og folk er bange for at blive konfronteret, fordi det er så følsomt, forklarer Fabiona Rius.

En anden årsag til at få tør vise flaget – det spanske altså - er ifølge José Perez, at mange catalanere kun føler sig delvist spanske.

- Der er ikke en følelse af at være spansk, men heller ikke for uafhængighed, fortæller han.

Bekymrede

De er alle bekymrede over, hvad der kommer til at ske efter afstemningen på søndag. Den catalanske præsident har nemlig erklæret, at Catalonien vil erklære sig uafhængig, hvis der er flertal for det.

Baggrunden for afstemningen er, at pro-uafhængighedskandidater fik et lille flertal ved valget til det regionale parlament i 2015. Og det blev tolket som mandat til at foretage den afstemning, som nu skal afholdes den 1. oktober.

Afstemningen er kendt ulovlig af Spaniens centrale forfatningsdomstol, fordi den er i strid med den spanske forfatnings artikel to, der siger, at landet ikke må deles.

I onsdags blev 12 medlemmer af den regionale regering og administration derfor anholdt af spansk politi, fordi de deltog i forberedelser til afstemningen.