Norges udenrigsministerium udsendte mandag en advarsel til norske rejsende i den tyrkiske millionby Istanbul, efter den seneste tids uroligheder.
- Politiet i Istanbul er gået ud med en advarsel om mulige bomber placeret på offentlig transport og i offentlige bygninger. Ambassaden ber nordmænd i området lytte til myndighederne og følge deres anvisninger, står der i Udenriksdepartementets rejsevejledning.
Hverken det svenske eller danske udenrigsministerium har sendt en lignende advarsel ud til deres borgere, der rejser i Tyrkiet.
- Nej, vi har i forvejen advaret generelt om sikkerhedssituationen, og den blev opdateret efter angrebet i Sucuc for en uge siden, siger Ole Egberg Mikkelsen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, til DR Nyheder.
Metrostationer og stoppesteder
Norges Udenrigsministerium har endda sendt advarslen som sms til de personer, de ved, er i Tyrkiet.
Det bekræfter Ole Egberg Mikkelsen, men afviser samtidig at det kommer til at ske i Danmark.
- Vi udsender normalt ikke sms'er. I stedet anbefaler vi at holde øje med rejsevejledningen, som når bredere ud og opdateres løbende, siger han.
Den norske advarsel kommer efter, det tyrkiske politi angiveligt selv har advaret om bombeangreb mod befolkede steder i det centrale Istanbul såsom offentlige bygninger samt metrostationer og busstoppesteder, der anvendes af flere tusinder hver dag.
Det skriver Hurriyet Daily News.
Forventningen om voldsomme angreb er baseret på efterretninger og kommer efter et angreb for en uge siden, det efterlod mindst 28 døde og flere hundrede såret.
Ramaskrig efter selvmordsangreb
Omkring 300 var samlet til en konference i kulturcentrets have i Suruc, da to selvmords-eksplosioner fandt sted i haven. Angiveligt var mange af de unge fra Istanbul og i gang med at koordinere hjælpearbejdet for nødlidende i Syrien.
Suruc er kun 10 km. fra den kurdiske grænseby Kobani og er kendt for at huse mange kurdere, der er flygtet fra Islamisk Stat i Kobani.
Flere hundrede demonstranter gik samme aften på gaderne i Istanbul. De beskyldte Erdogan og hans parti, AKP, for at have et medansvar for terrorangrebet, mens det kurdiske arbejderparti PKK var rasende over, at Tyrkiet ikke har gjort mere for at bremse Islamisk Stat.
Tyrkiet angriber både IS og PKK
Advarslen fra Norges udenrigsministerium og det tyrkiske politi kommer på en tid, hvor Tyrkiet angriber Islamisk Stat og kurdiske PKK-lejre på samme tid.
Der er blevet spekuleret i, om Tyrkiets regering har tøvet med at angribe Islamisk Stat af frygt for, at angrebene ville fremme bevægelsen Kurdistans Arbejderpartis (PKK) dagsorden.
PKK har i årtier kæmpet for selvstyre i Tyrkiet, men er nu også gået ind i kampen mod Islamisk Stat i Irak.
NATO mødtes i dag med Tyrkiet til et hastindkaldt møde og afviste bagefter at sende ekstra styrker til Tyrkiet. Præsident Erdogan har derimod afblæst fredsprocessen med PKK.