"Hvad skal væk? Barsebäck!"
Debatten om det svenske atomkraftværk Barsebäck har raset i årtier. Men indtil i dag, er der ikke taget fysiske skridt til at få jævnet danskernes gamle hadesymbol med jorden.
Nu begynder opførelsen af et lager, hvor de radioaktive dele kan opbevares, indtil et mere permanent opbevaringssted er klar i Forsmark.
- Det kan lyde mærkeligt, at vi er nødt til at begynde nedrivningen med at bygge, men vi skal være i stand til at gemme de radioaktive elementer et sted, indtil slutdepotet er færdigbygget, siger Barsebäcks direktør, Åsa Carlson, til Dagens Nyheter.
Værket blev opstartet i 1970'erne og producerede strøm til dele af Sverige, indtil man indstillede driften for 10 år siden.
Anlægget har siden primært været brugt til uddannelsesformål samtidig med, at man har forberedt nedrivningen.
- Hvad området skal bruges til fremover, er op til ejeren, Eon, siger Åsa Carlsontil nyhedsbureauet TT.
Sverige har på nuværende tidspunkt ti reaktorer fordelt på tre atomkraftværker, som sidste år producerede 38 procent af den elektricitet, der blev brugt i Sverige.