Ny RAF-løsladelse undervejs

Den tyske rigsadvokat har bekræftet, at endnu et tdligere RAF-medlem kan se frem til prøveløsladelse til sommer.

En tysk domstol overvejer nu at prøveløslade endnu et tidilgere medlem af den tyske terrorgruppe, Rote Armee Fraktion.

Endnu et tidligere medlem af den tyske terrorgruppe, Rote Armee Fraktion, kan gøre sig håb om at blive frigivet, efter at den tyske rigsadvokat i weekenden bekræftede, at også den 52-årige Eva Sybille Haule kan regne med en prøveløsladelse i år.

Til august har Haule nemlig afsonet sin mindstestraf på 21 års fængsel af den livstidsdom, hun blev idømt for et bombeangreb på en NATO-skole, tre mord og 23 mordforsøg.

For en uge siden besluttede en domstol i Stuttgart at prøveløslade et andet tidligere medlem af Rote Armee Fraktion, Brigitte Mohnhaupt.

Eksterroristen Christian Klar har først afsonet sin mindstestraf på 26 års fængsel i 2009, men forbundspræsident Horst Köhler overvejer for øjeblikket Klars anmodning om at blive benådet.