Da ledere fra næsten 200 lande i december 2015 i den franske hovedstad nåede til enighed om Paris-aftalen, var det historisk.
For første gang i verdenshistorien var stort set alle verdens lande blevet enige om en ambitiøs plan for klimaets fremtid. Nu skulle der handles i fællesskab for at dæmme op for udledningen af drivhusgasser og de menneskeskabte klimaforandringer.
Og det var tilmed en aftale, der tog hensyn til, at rige og fattige lande ikke står lige i klimakampen.
Bevares, kritikerne mente, at planen kunne have været meget mere ambitiøs, men i det mindste var der en plan, som 195 lande stod bag.
Her er hovedpunkterne:
- •
Den gennemsnitlige globale temperaturstigning skal holdes "godt under" to grader - målet er, at temperaturen ikke må stige med mere end 1,5 grader.
- •
Landene går straks i gang med at reducere deres udslip af CO2. Det er målet at udledningen af drivhusgaser skal tilbage til et niveau, som træer, planter og havet kan optage. Dette skal ske mellem 2050 og 2100.
- •
Landenes egne klimaplaner skal opdateres hvert femte år. Målene kan kun opjusteres.
- •
De rige lande skal hjælpe de fattige lande med lån og penge til at finansiere omstilling til grøn energi. Fra 2020 skal der hvert år findes 100 mia. dollars.
- •
Hverandet år skal landene rapportere til FN, hvordan det går med at nå klimamålene.
- •
Alle lande skal bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.
- •
Deltagerlandene mødes hvert femte år for at opdatere klimamålene.
- •
Aftalen trådte i kraft i november 2016, men dens aftaler gælder først fra 2020. Indtil videre har 147 lande ratificeret aftalen og gjort den til en del af deres hjemlige lovgivning.
- •
Indtil videre har kun Nicaragua, Syrien og nu USA valgt at trække sig. Der vil ikke være nogen straf for at gå ud af aftalen, da den bygger på frivillighed.
Kilder: BBC, DR, Politiken, The Guardian