Han har fået indsat en ny højesteretsdommer og annulleret handelsaftalen med stillehavslandene, men han har ikke fået finansieret muren på den mexicanske grænse eller fået deporteret illegale immigranter. Trump har indfriet fem valgløfter, seks er undervejs, otte er sat på hold, fire skaleret ned og fem er helt droppet, ifølge DR Nyheders opgørelse. Trump underskrev en kontrakt med det amerikanske folk - med 28 konkrete valgløfter under valgkampen den 22. oktober. Få overblikket over hvordan det er gået med de 28 valgløfter herunder:
Løfte 1: Fjerne Obama/Clintons blokeringer for infrastrukturprojekter som Keystone Pipeline.
I begyndelsen af sin præsidentperiode genoptog Trump projektet med at bygge den omstridte Keystone Pipeline.
Trump ønsker rørledningen skal bygges med amerikansk stål. For en måneds tid siden har Trump givet projektet alle tilladelser.
INDFRIET: Der er stadig økonomiske forhindringer for projektet, men det ser ud til, at Trump har fået fjernet de lovmæssige restriktioner.
Løfte 2: Livslangt forbud for ansatte i det hvide hus mod at arbejde for udenlandske regeringer
Hvad er blevet gjort?
Trump underskrev hurtigt forbuddet allerede den første uge som præsident. I dekretet er det klart, at man kan søge om dispensation. Det er uklart, hvordan forbuddet skal håndhæves.
INDFRIET: Forbuddet gør livet sværere for udenlandske lobbyister, men det er uklart, om der er smuthuller i bestemmelsen.
Løfte 3: USA skal trække sig fra handelsaftalen med stillehavsnationerne.
Trump gjorde det klart allerede på sin første dag som præsident.
INDFRIET: Fuldt ud indfriet løfte. Løfte 4: Sæt gang i processen for at vælge en erstatning for højesteretsdommer Scalia.
Neil Gorsuch blev godkendt af senatet som den nye højesteretsdommer d. 7. april og har erstattet Scalia. INDFRIET: Her er Trump kommet meget længere end han havde lovet. Løfte 5: Forbud mod at ansatte i det hvide hus kan arbejde som lobbyister i 5 år efter deres ansættelse.
Trump har underskrevet et dekret, der forbyder tidligere ansatte at udføre lobbyarbejde mod deres tidligere statslige afdeling i fem år, efter de er stoppet.
De kan dog godt føre lobbyvirksomhed mod andre afdelinger. Det er dog ikke godkendt af kongressen og dermed ikke en permanent lov.
INDFRIET: Det er fungerende, men ikke en permanent lov.
Løfte 6: Skattelettelser til middelklassen.
Hvad er blevet gjort?
Trump har præsenteret en omfattende skattereform, der sætter skatten for virksomheder ned fra 35 procent til 15 procent. Der er fradrag på børnepasning – og indkomstskattelettelser. I stedet for at have syv skatteniveauer, vil der blot være tre. Kritikere frygter, det ikke vil komme middelklassen til gavn, men vi kender endnu ikke detaljerne.
UNDERVEJS: Det er meget muligt, at det kommer, men løftet er ikke indfriet inden for de 100 dage. Løfte 7: Hver gang, der vedtages en ny regel, skal to andre ophæves.
Trump har underskrevet et dekret, der kræver, at love ophæves, når nye indføres.
Derudover har han bedt de statslige institutioner om at etablere et task force inden for 60 dage.
UNDERVEJS: De 60 dage er endnu ikke udløbet, så tiltaget er stadig på vej. Løfte 8: Identificere misbrug af handelsaftaler, som på uretfærdig vis påvirker amerikanske arbejdere – Og stoppe al misbrug.
USA’s minister for handel Wilbur Ross har pålagt et kinesiske telefirma en bøde på 1,19 milliarder dollars for at handle med Iran og Nordkorea.
UNDERVEJS: Der er lang vej før Trump har stoppet al misbrug – men det ser ud, som om administrationen er på vej. Løfte 9: Fjerne restriktioner fra industrier som skifergas, olie, naturgas og kul.
På sin første dag præsenterede Trump sin ’American First’ energiplan. Senere har han sat gang i afmonteringen af restriktioner ved hjælp af et dekret.
UNDERVEJS: Der er sat mange ting i gang, og det lader til at Trump forsøger at indfri løftet. Løfte 10: Annullere milliarder til FN’s klimaprogrammer og i stedet bruge pengene på USA’s vand og klimainfrastruktur.
Trump har flere gange truet med at droppe den klimaaftale, der blev indgået i Paris i 2015. I sit budget fra den 16. marts foreslår Trump at USA udfaser betalinger til FN’s klimaprogrammer.
UNDERVEJS: Det lader til, at Trump har tænkt sig at gøre alvor af valgløftet. Løfte 11: Gå i gang med at fjerne de mere en 2 millioner illegale og kriminelle indvandrere.
Immigrationsmyndighederne tager flere illegale immigranter i forvaring, end da Trump satte sig på præsidentposten.
Det er nu på cirka samme niveau som under Obama i 2014, da han også var flittig med at udvise illegale immigranter. Trump har med et dekret gjort det nemmere at deportere. Det er dog for tidligt at vurdere, om det også har haft den effekt.
UNDERVEJS: Det var en af det helt store valgløfter. Løfte 12: Genopbygge militæret
Der er ikke blevet præsenteret nogle nye store lovforslag, men der er forskellige tiltag i gang. Trump har foreslået at bruge 54 milliarder dollars mere til militæret, og han har sat folk i gang med at forbedre veteranernes sundhedsforsikring.
UNDERVEJS: Der er sat mange ting i gang, så der bliver arbejdet på at styrke militæret.
Løfte 13: Suspendere immigration fra terrorramte regioner.
Hvad er blevet gjort?
Trump underskrev et indrejseforbud fra syv udvalgte lande i Mellemøsten. Efter folkelige protester og en dommers ord blev forbuddet blokeret.
Kort efter kom en ny udgave som undlod at forbyde folk fra Irak at rejse ind i USA. Også det blev stoppet af en dommer, og høringer afventes i maj.
SAT PÅ HOLD: Begge Trumps to forsøg er mislykkedes, og det er uvist, hvad næste skridt bliver. Løfte 14: Ophæv og erstat sundhedsloven Obamacare
Hvad er blevet gjort?
Der blev lavet et lovforslag, der skar i sundhedsdækning for de fattige, ophævede Obamacare og satte en nyt system i stedet.
Afstemningen blev dog aflyst, da det blev klart, at det ikke ville lykkes at få flertal for reformen. Det på trods af at republikanerne har flertallet i både senatet og republikanernes hus.
SAT PÅ HOLD: De moderate republikanere synes forslaget går for langt og de mere konservative synes ikke det er vidtgående nok. Dertil kommer at lovforslaget slet ikke indeholdt de detaljer om en ny sundhedsreform som Trump havde lovet.
Løfte 15: Få fuld finansiering til muren på grænsen til Mexico
Hvad er blevet gjort?
Trump har forsøgt at få Mexico til at betale ved at lægge told på importerede varer fra Mexico, men det er droppet igen.
I stedet har han forsøgt at finde de 21.6 milliarder dollars i det nationale budget. Det har han sat hårdt ind på den seneste uge
SAT PÅ HOLD: Trump forsøger at få finansieringen på plads, men det er altså ikke lykkes endnu. Løfte 16: Ryd op i korruptionen i Washington – ”Drain the swamp”
Hvad er blevet gjort?
Der er ikke blevet fremsat nogle lovforslag på området, men emnet er blevet berørt i flere af Trumps dekreter for eksempel løfte 2 på denne liste.
SAT PÅ HOLD: Han er blevet kritiseret for ikke selv at leve op til de etiske standarder, han har ville gennemføre. Han har blandt andet ansat tidligere lobbyister, og Wall Street-folk. Og ikke mindst er han også blevet kritiseret, fordi han forsat ikke har offentliggjort sin årsopgørelse, som det ellers har været kutyme. Løfte 17: Indføre afgifter, der får virksomheder til at blive i USA fremfor at rykke til udlandet.
Det er ikke blevet fremsat som et forslag, men der har været mindre tiltag i denne retning. Trump har talt om en told på varer fra Mexico, og talsmand Sean Spicer har forslået 20 procents told.
Mange republikanere er i mod idéen, da det kan ramme virksomheder og måske den amerikanske forbruger.
SAT PÅ HOLD: Der er stor uenighed om, hvordan man kan sikre at jobs bliver i USA. Vi mangler stadig at høre fra Trump, hvordan han vil gribe det an. Løfte 18: Udnytte private-offentlige partnerskaber og private investeringer til at skaffe 1 billion dollars til infrastrukturinvesteringer over 10 år.
Der er ikke sket så meget andet, end at den ansvarlige Mick Mulvaney har sagt, at en infrastrukturplan er på vej.
SAT PÅ HOLD: Der er ikke sket så meget konkret, men administrationen har vist intentionen. Løfte 19: Gøre børnepasning og ældrepleje fradragsberettiget.
Der er ingen konkrete forslag på bordet, eller igangsat noget. Ivanka Trump har talt om det flere gange.
SAT PÅ HOLD: Der er ikke sket noget.
Løfte 20: Annoncere intentionen om at genforhandle NAFTA eller helt trække sig ud af aftalen.
Trumps administration har angiveligt meddelt Kongressen, at den vil arbejde for ændringer i handelsaftalen mellem de Nordamerikanske lande, NAFTA.
Men ikke store forandringer, som Trump oprindeligt har lovet. Det lader til at afgifter på mexicanske produkter er droppet.
SKALERET NED: Det ser ud til at ændringerne af NAFTA ikke bliver så store som først annonceret. Løfte 21: Annullere statsstøtte til såkaldte ’Sanctuary cities’.
Trump underskrev et dekret i begyndelsen af sin præsidentperiode om at droppe støtten til de såkaldte ’Sanctuary cities’ - byer, der beskytter illegale indvandrere ved at begrænse samarbejdet med de føderale immigrationsmyndigheder. En dommer har blokeret Trumps forsøg på at stoppe støtten.
Trumps administration kalder det endnu et tilfælde af ”ekstrem magtudøvelse fra en enkelt ikke-valgt dommer”
SKALERET NED: Det er uvist, om Trump vil appellere afgørelsen. Løfte 22: Frit skolevalg
Trump har foreslået at sætte 1,4 milliarder dollars af næste år til at etablere et nyt skolesystem, der baserer sig på ’vouchers’, finansiel støtte til den enkelte elev. Det er uklart, om kongressen vil godkende forslaget.
SKALERET NED: Planen er mindre omfattende og indeholder ikke helt frit skolevalg. Løfte 23: Skabe et task force, der bekæmper kriminalitet, stoffer og vold.
Trump har underskrevet et dekret, der har sat justitsministeren i gang med at skabe et task force. Der har ikke været nogen tale om, at politiet skulle have flere midler.
SKALERET NED: Der er intentioner om at skabe et task force, men ingen finansiering er fuldt med.
Løfte 24: Ansættelsesstop for offentlige ansatte Hvad er blevet gjort?
Trump annoncerede et 90-dages ansættelsesstop på sin første dag som præsident. Selvom militæret er undtaget, så rammer dekretet militærets mulighed for at ansætte civile – og det gør livet sværere for militærfamilierne.
DROPPET: Ansættelsesstoppet udløb d. 12. april, og der er ikke gjort noget for at finde en erstatning.
Løfte 25: Annullere alle Barack Obamas forfatningsstridige dekreter. Uklart løfte da et dekret kun er forfatningsstridigt, hvis der har været en afgørelse ved en domstol. Det er ikke sket.
DROPPET; Uklart, og næsten umuligt løfte at holde.
Løfte 26: Begrænse hvor længe man kan sidde som medlem af kongressen. Trump har ikke nævnt valgløftet, siden valgkampen sluttede – og der er ikke stor opbakning i kongressen.
DROPPET: Det lader til at løftet er droppet. Løfte 27: Forbud mod at udenlandske lobbyister kan støtte amerikanske valgkampe.
DROPPET: Trump har ikke nævnt valgløftet, siden valgkampen sluttede. Løfte 28: Stemple Kina som valutamanipulator Trump har direkte sagt, at hans administration ikke vil stemple Kina som valutamanipulator. Han har sagt til Wall Street Journal, at han har skiftet mening på det her punkt.
Eksperter har længe sagt, at Kina er stoppet med kunstigt at manipulere sin valuta.
DROPPET