Den amerikanske præsident, Donald Trump, meddeler i aften klokken 21, om USA fortsat vil være en del af den historiske klimaaftale, som blev indgået i Paris i 2015.
Anonyme kilder skabte i går en klar forventning om, at Trump vil trække USA ud af aftalen, men det er ikke bekræftet.
Men hvordan vil Trump kunne trække USA ud af klimaaftalen? Her gennemgår vi, hvordan sådan en udmeldelse kan ske:
200 lande er med i klimaaftalen. USA er et af de i alt 147 lande, der har ratificeret aftalen - det vil sige, at landet har bekræftet aftalens indhold og er gået i gang med at føre den lovgivning, som aftalen kræver, ud i livet.
Nederst i artiklen kan du læse mere om, præcis hvad aftalen indebærer.
Men det er ikke så såre simpelt bare at skrotte den store klimaaftale. For eksempel tager det intet mindre end fire år for et land at melde sig ud af aftalen.
Se mere i faktaboksen til venstre.
Det betyder også, at et land i de fire år er bundet af de forpligtelser, som aftalen indebærer. Overholder man ikke aftalen, kan det være et brud på international lovgivning.
Der findes dog én hurtigere udvej for Trump, nemlig at melde USA ud af UNFCCC - den FN-konvention, som aftalen er indgået under.
Denne proces tager kun et enkelt år og medfører samtidig et farvel til Paris-aftalen. I USA's tilfælde er det dog ikke sikkert, at Trump kan trække USA ud af UNFCCC uden først at få Senatets godkendelse.
Uenighed om konsekvens
Et amerikansk farvel til aftalen vil ifølge FN's generalsekretær, Antonio Guterres, ikke betyde et kollaps af aftalen, men det vil ikke desto mindre få store konsekvenser.
Det vil blandt andet påvirke UNFCCC-processen - altså den proces, som er aftalt landene imellem for at opnå klimamålene i aftalen.
Det er nemlig en del af aftalen, at USA bidrager til UNFCCC med seks millioner euro om året - det er cirka 20 procent af UNFCCC's samlede budget.
Historisk ansvar
Der er uenighed om, præcis hvor alvorlig USA's farvel til klimaaftalen vil være for de mål, som aftalen indebærer.
Men at USA er den andenstørste udleder af CO2 i verden, kun overgået af Kina, bør medføre, at landet også løfter en stor del af opgaven med at løse klodens klimaudfordringer, mener mange forskere.
- Udviklede nationer - særligt USA og Europa - er ansvarlige for den største del af tidligere tiders udledning, nu med Kina også som en stor udleder. Dette betyder, at USA har medført en stor del af den globale opvarmning, siger klimaforsker ved Rutgers Universitet til nyhedsbureuaet AP.
Hvem betaler regningen?
Med det historiske ansvar følger også en regning.
I aftalen står der nemlig, at USA og EU, som historisk står for en stor del af den samlede udledning, skal yde økonomisk støtte til grøn omstilling i fattigere lande.
Et af de største problemer ved et amerikansk farvel til klimaaftalen er, at USA samtidig tager sine penge med sig.
- Tabet af de amerikanske midler vil være den største hovedpine, og selvfølgelig er symbolikken heller ikke god, siger Michael Grubb, professor ved University College London og tidligere klimarådgiver i EU, til Bloomberg.
Et amerikansk farvel kan i værste fald komme til at være demotiverende for andre lande, mener Detlef van Vuuren, professor i klimaforandringer ved Utrecht Universitet.
- Hvis USA trækker sig, vil det være ulogisk for andre lande fortsat at tage ekstra skridt for at nedsætte deres CO2-udledning. Tag for eksempel Kina og Indien. De lande siger: Vi er ikke den historiske årsag til det her, så hvorfor skal vi nedsætte vores udledning? siger han.
Klimaaftalen punkt for punkt
- •
Landene skal hurtigst muligt forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig tager man højde for, at der skal tages højde for bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom.
- •
Man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader, og man skal arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, hvor industrialiseringen for alvor startede.
- •
Deltagerne skal sammen årligt skaffe cirka 681 milliarder kroner til at nå de nye klimamål.
- •
Udkastet viser også, at deltagerlandene skal mødes hvert femte år for at opdatere klimamålene. Det første møde finder sted i allerede i 2018, selvom aftalen først træder i kraft i 2020.
- •
Lande skal hurtigst muligt nå toppen af deres CO2-udslip. Der tages højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Eksempelvis Indien, hvor 300 millioner mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet.
- •
I-lande skal indberette deres klimatal hvert andet år.
- •
Der er ingen straf for lande, der ikke overholder deres klimamål, men alle lande er forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen.
- •
Alle lande skal bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.