40-årige Ahmad al-Arab kørte i sin bil langs havnen i Beirut klokken 18.07 tirsdag. Så lød den øredøvende eksplosion.

Den enorme trykbølge fra eksplosionen omkring 700 meter væk ramte hans bil. Da han kom til sig selv, lå han ind over rattet 100 meter længere nede ad vejen.

- Der var glasskår over det hele. Ruderne er smadret. Selv nummerpladen er flået af. Jeg husker intet af selve eksplosionen og aner ikke, hvordan bilen endte lige her, siger han, da jeg møder ham foran den totalskadede bil ved det, der er tilbage af Beiruts havn.

Han blødte fra øjnene, men var ellers uskadt.

- Jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne stå op. Gud må have holdt hånden over mig. Alt var kaos, og jeg begyndte at hjælpe en kvinde, som havde mistet øjet, siger Ahmad al-Arab.

På grund af Libanons enorme økonomiske krise, har han ikke kunnet betale forsikring på sin bil, og han er ved at opgive ideen om at leve i Libanon.

- Jeg er ikke vred. Jeg er rasende. På vores politikere, på Hizbollah-bevægelsen. Dem alle sammen. De har kørt det her land i sænk. Jeg har to børn, og lige så snart jeg kan, tager jeg dem ud af landet, siger han vredt.

"Hæng løkkerne op"

Jeg møder den samme vrede overalt i Beirut. Vrede over, at 2.700 ton højeksplosivt ammoniumnitrat tilsyneladende lå ubeskyttet hen i årevis i lagerhallen, der eksploderede. Vrede over, at politikerne ikke tager ansvar. Og vrede over, at staten ikke er at se på gaderne, hvor det er frivillige libanesere, der rydder op.

I tøjbutikken Liwan Beirut, der ligger lidt længere væk fra havnen, er 63-årige Denise Abi Chacra i gang med at rydde op i butikken. Hun sad i baglokalet og gjorde kassen op, da trykbølgen tirsdag aften blæste vinduerne ind i butikken og væltede alt. Butikkens regnskabsansvarlige, George, var i selve butikken og blev kastet igennem lokalet.

- George, hvor er du? råbte jeg, og så så jeg ham ligge på gulvet med blod omkring sig og ned ad ansigtet. Da han kom til sig selv, anede han ikke, hvor han var. Vi måtte vente en time for at få hjælp og kunne ikke forlade butikken, fordi alt var blokeret af murbrokker og glas, siger hun.

I den ødelagte butik har en ansat nu hængt en mannequindukke fra loftet. På en seddel på brystet af dukken står ordene: "Hæng løkkerne op". Det er en besked til landets politikere om, at det var bedre, hvis de blev sendt i galgen.

"Nok er nok"

- Nok er nok. Vores politikere tænker kun på penge. De er nødt til at gå af. Alle sammen, siger hun, inden hun bliver afbrudt af butikkens bestyrer.

- De har kørt økonomien i sænk, de er korrupte. Og nu det her oveni. Det er en skændsel, siger bestyreren, Marlin Rizkallah, som forlod butikken med sin 14-årige datter kort før eksplosionen.

- En reol væltede ned over min kontorstol under eksplosionen, og der er glasskår overalt. Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg og min datter havde været her, siger hun.

Unge vil blive og kæmpe

Allerede inden eksplosionen var Libanon ramt af en hård økonomisk krise.

Valutaen er faldet 80 procent i værdi, og siden oktober har hundredtusinder af libanesere demonstreret mod det, de ser som korrupte og sekteriske politikere og rigmænd i landet.

Mange unge, jeg møder, har givet op og vil forsøge at rejse væk. Men både Denise Abi Chacra og Marlin Rizkallah vil blive.

- Jeg har dobbelt statsborgerskab, og jeg planlagde at tage til Canada inden eksplosionen. Men jeg håber, det her kan blive et vendepunkt, fordi vreden er så stor mod systemet, og den nye generation finder sig ikke i det. Så nu bliver jeg og kæmper, siger Marlin Rizkallah, mens Denise Abi Chacra ikke ser en mulighed i at forlade landet.

- Det er mit hjem. Vi vil genopbygge det. Men det kræver, at de gamle, korrupte politikere forsvinder.

På vejen langs havnen har Ahmad al-Arab mistet håbet for sit land. Den økonomiske krise har udhulet hans løn. Han har ikke kunnet betale forsikring på sin bil, fordi det er umuligt at hæve dollar i landet.

Mens han undersøger sin smadrede bil, kigger han opgivende på mig.

- Hvordan kan man leve i et land, hvor sådan noget her kan ske?

Træk i håndtaget på billedet for at se ødelæggelserne i Beiruts havn: