Panik-knapper og vagter skal sikre asyleksperter i Grækenland

Grækerne har ansvaret for sikkerheden i de græske flygtningelejre, men EU's asylstøttekontor hjælper til.

For nogle måneder siden brændte mange telte ned i Moria-lejren på Lesbos, hvor der bor over 6.000 flygtninge og migranter. (Foto: © Giorgos Moutafis, Scanpix)

De græske myndigheder bærer ansvaret for problemer med sikkerheden i de græske flygtningelejre.

Sådan siger EU's asylstøttekontor, EASO, der i gårsdagens Berlingske beklagede, at Danmark og andre EU-medlemslande stiller med for få eksperter til at hjælpe grækerne med at screene de 62.000 flygtninge og migranter, der for tiden er strandet i landet.

Danmark valgte tidligere på året at trække 13 danske asyleksperter hjem fra Moria-lejren på den græske ø Lesbos på grund af problemer med sikkerheden.

- Sikkerheden i hotspot-lejrene må garanteres af de græske myndigheder, da de ligger i Grækenland, hvor det er grækerne, der har kontrol med politiet, siger Jean Pierre Schembri, talsmand for EASO.

Asylstøttekontoret har dog forsøgt at højne sikkerheden i hotspot-lejren på Lesbos.

- For at øge sikkerheden har vi medvirket til at lave nødudgange, installere panikknapper samt brand- og sikkerhedsudstyr og hyre et sikkerhedsfirma, som arbejder med vores eksperter hele tiden, siger talsmanden.

Han slår fast, at andre medlemslande stadig hjælper til i Grækenland:

- Jeg siger ikke, at hotspot-lejrene er de sikreste arbejdspladser i verden. Der er åbenlyst sikkerhedsproblemer, siger Jean Pierre Schembri.

- Mange medlemslande har stadig deres eksperter der, tilføjer han.

Samtidig roser han dog danskerne for den indsats, de gjorde, da de i nogle måneder over sommeren hjalp grækerne med at afgøre, hvilke migranter der skulle retur til Tyrkiet, og hvilke der skulle have deres asylansøgning behandlet i Grækenland.

- Vi vil åbenlyst byde danske eksperter velkomne, hvis de beslutter sig for at komme tilbage, for deres bidrag var afgørende, siger han.