Paven har fået nok af smartphones under gudstjenesten

Pave Frans: "Præsten siger "opløft vores hjerter". Han siger ikke "opløft vores mobiltelefoner."

Pave Frans mener, at brug af mobiltelefoner under en gudstjeneste er en "meget hæslig ting". (Foto: © Claudio Peri, Scanpix)

Pave Frans har fået nok af fotograferinger med smartphones under gudstjenesten, og siger, at det er en tid for bøn - ikke for fotos.

- Præsten, som leder ceremonien, siger "opløft vores hjerter". Han siger ikke "opløft vores mobiltelefoner for at tage billeder", sagde paven til troende samlet på Peterspladsen i dag, da den romerskkatolske kirkes overhoved holdt sin ugentlige audiens.

I improviserede udtalelser sagde han, at brug af mobiltelefoner under en gudstjeneste er en "meget hæslig ting".

- Det gør mig meget trist, når jeg under messen her på pladsen eller i kirken ser så mange mobiltelefoner blive trukket frem - ikke kun af de troende, men også af nogle præster og biskopper.

Den 80-årige pave, som er leder for 1,2 milliard katolikker, er ikke ukendt med sociale medier. Han har over 14 millioner følgere på sin engelsksprogede Twitterkonto, og han stillet ofte op til selfier med unge.

Men han har modstridende følelser over for mobiltelefoner. I februar opfordrede han unge til at lade deres mobiltelefoner være under måltider og klagede over, at man ikke længere diskuterer ansigt til ansigt. Han advarede endog om, at dette kan føre til krig.

Paven har dog kaldt internettet, sociale medier og sms'er for "Guds gave", hvis de anvendes fornuftigt. Men han har også forsøgt at få unge til at bytte deres smartphones med bibler.

/ritzau/Reuters