Podcast: 'Sverige er tabt, og Danmark må ikke ende som dem'

Svenske politikere har ført en al for slap indvandringspolitik, som har ødelagt Sverige, mener Venstre-politiker Mads Fuglede.

Venstre-politikeren Mads Fuglede har beundret Sverige, lige siden han var barn. Men han er bekymret for udviklingen i landet. (Foto: © (Grafik) Emil Thorbjörnsson, DR Nyheder)

Det gamle Sverige, hvor tilliden til hinanden var høj, og hvor alle bidrog til fællesskabet, er tabt.

Hvis ikke de svenske politikere snart får strammet gevaldigt op på deres indvandringspolitik, vil de sidste stumper af fortidens folkhemmet ikke være til at redde.

Det er hvert fald budskabet fra Venstre-politikeren Mads Fuglede, der er bekymret for det Sverige, som han med egne ord altid har haft ”en næsegrus beundring for”.

- Det er gak, og jeg forstår ikke, at de svenske politikere ikke har mere kærlighed til Sverige. At der ikke er nogen, der har sagt, at ’vi ikke kan fortsætte den udvikling, vi har været igennem i de seneste 30 år’, siger Mads Fuglede i podcasten ”Svenske tilstande” med DR’s Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

- Jeg tror aldrig, at svenskerne kan få det Sverige, som Danmark er en fuldstændig kopi af, tilbage igen. Det har deres indvandringspolitik sat en stopper for, og derfor må Sverige blive til noget andet.

Frygter for Sveriges fremtid

Tidligere på året skabte den danske folketingspolitiker stor debat på den anden side af Sundet, da han i et interview med den svenske tv-station SVT sagde, at ”Danmark ikke skal ende som Sverige”.

Han mener for det første, at de svenske politikere har ført en al for slap indvandringspolitik, hvilket har medført, at Sverige er gået fra at være et homogent samfund, hvor alle ligner hinanden, til et multikulturelt et.

I Sverige lå andelen af migranter - det vil sige mennesker, der er født uden for de svenske grænser - sidste år på 17,6 procent, viser tal fra FN. I Danmark lå den på 11,5 procent.

For det andet mener han, at de svenske politikere er ved at udhule deres velfærdsstat, fordi de skal tage sig af de mange udlændinge, der kommer til landet. Enten som migranter eller som flygtninge.

'Jeg håber det allerbedste for Sverige'

Hvis Sverige fortsætter ad den kurs, vil Sverige ifølge Mads Fuglede blive et ”mere ulige, turbulent og problemfyldt land end det, der findes i dag”.

Men den svenske velfærdsstat er historisk set også bygget af indvandrerne, understreger Anna Gaarslev i podcasten.

Og hvad nu hvis, det er svenskerne, der har fat i den lange ende, og som får skabt et ”moderne, multikulturelt og dynamisk fællesskab”, som vi danskere sidder og misunder om 30 år?

- Jeg håber det allerbedste for Sverige. Jeg synes bare ikke at det samfund, der ligger for enden, nogensinde vil blive så godt som det, de kom fra, siger Mads Fuglede.

Du kan høre mere om Mads Fugledes syn på Sverige og den svenske indvandringspolitik i podcasten "Svenske tilstande med Anna Gaarslev".