Politi vil offentliggøre video af skuddrab på sort mand

Demonstranter i byen Charlotte, North Carolina, har krævet at se politiets videoer. Nu giver politiet sig.

Demonstranter har de seneste dage krævet, at politiets videoer fra skudepisoden blev lagt offentligt frem. (Foto: © Jason Miczek, Scanpix)

Hvad skete der, da en sort mand blev dræbt af politiets skud i byen Charlotte i den amerikanske stat North Carolina?

Havde han en pistol på sig, som politiet har hævdet? Eller var det en bog, som familien har forklaret?

Det har demonstranter de seneste dage krævet at få vished om. Politiets videoer fra episoden skulle lægges frem, men det har politiet hidtil afvist blankt.

Men politiet har nu ændret mening.

Med opbakning fra guvernøren i North Carolina lyder det nu, at to af politiets videoer fra skudepisoden bliver lagt frem.

Ifølge Reuters siger politichef Kerr Putney på et pressemøde i Charlotte, at den dræbte mand var i besiddelse af et skydevåben, og at han derfor har besluttet ikke at sigte betjentene, som skød Keith, for manddrab.

Urolighederne i byen har resulteret i, at der er indført undtagelsestilstand.