Puk Damsgård: IS ville ikke lade ikonisk moské blive et symbol på hærens sejr

Terrororganisationen kommer til at kæmpe til sidste blodsdråbe i Mosul, vurderer korrespondent.

Islamisk Stat ville ikke lade Al Nuri-moskéen blive et symbol på den irakiske hærs sejr, og derfor valgte de at jævne den mod jorden til trods for, at den har stor symbolsk betydning for den sunnimuslimske terrorgruppe.

Sådan lyder det fra DR's mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, efter at Islamisk Stat i aftes destruerede Al Nuri-moskéen i den irakiske millionby Mosul, som den amerikansk-ledede koalition og den irakiske hær er tæt på at vriste ud af terrororganisations kløer.

Den irakiske hær har nemlig kæmpet sig dybt ind i den gamle by i den irakiske storby, hvor Islamisk Stat nu er omringet fra alle sider. Men da specialstyrker var mellem 50 og 100 meter fra at stå ved foden af den ikoniske moské, lød der en kraftig eksplosion, som lagde Al Nuri-moskéen i ruiner.

Og destrueringen af Al Nuri-moskéen er ikke overraskende, selvom den står som et vigtigt symbol for IS' kamp for et islamisk kalifat, lyder vurderingen fra Puk Damsgård.

- IS vil hellere tilintetgøre moskéen og dermed tilintetgøre muligheden for, at den irakiske regering kan stå som sejrherre i moskéen, siger mellemøstkorrespondenten.

Hun forklarer, at Islamisk Stats ageren ligger fint i tråd med, hvordan de tidligere har behandlet helligdomme. For eksempel har de nærmest jævnet den syriske by Palmyra, som står på Unescos verdensarvsliste, med jorden. Ligeledes er det helt i tråd med Islamisk Stats strategi om at tage så mange med i faldet som muligt, siger Puk Damsgård.

- Islamisk Stat har været kendt for at ødelægge historiske steder, religiøse helligdomme og verdensarv, og man havde regnet med, at moskéen som minimum ville være kraftigt mineret, når man skulle indtage den, siger hun.

Kæmper til det allersidste

Islamisk Stats bombning af moskéen har fået den irakiske regering til at erklære, at terrororganisationen har givet op.

- Det er en officiel nederlagserklæring, siger premierminister Haider al-Abadi.

Lederen af den irakiske terrorbekæmpelse, generalløjtnant Abdul Ghani al-Assadi, udtaler sig endnu mere bombastisk om muligheden for at besejre IS i Mosul.

- Vi kommer ikke til at køre dem ud af den gamle by; Vi kommer til at dræbe dem alle i de kommende dage, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Puk Damsgård er der intet, der tyder på, at Islamisk Stat vil lade våbnene falde.

- De kommer til at kæmpe til det allersidste. I øjeblikket er Mosul-offensiven inde i den allersidste fase i den gamle by, hvor moskéen ligger. IS kan ikke slippe ud derfra, så de kommer til at kæmpe til sidste mand, siger hun.

Et billede fra en video viser den ødelagte stormoské i Mosul. (Foto: © Handout, (c) Scanpix)

Nuri-moskéen har enorm symbolsk betydning

Moskéen i den irakiske storby står som et af de vigtigste symboler på den såkaldte islamiske stat, der blev dannet af sunnimuslimer som en modbevægelse mod den overvejende shiamuslimske dominans i Irak og Syrien

Det var nemlig fra Nuri-moskéen, at Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, i sommeren 2014 holdt sin første tale under navnet Kalif Ibrahim, efter at han havde udråbt et såkaldt kalifat.

- Lad verden vide, at vi lever i en ny æra. Derfor skal I som muslimer valfarte til vores stat. Ja, det er vores stat. Kom nu, for Syrien er ikke for syrere, og Irak er ikke for irakere, lød det blandt andet i talen.

Ifølge mediet Long War Journal har Islamisk Stat via sit nyhedsbureau Amaq Agency forsøgt at beskylde koalitionen for at stå bag moskéens ødelæggelse. Det modsiger billeder på sociale medier dog, som angiveligt er blevet delt af den irakiske hær.

I denne meddelelse fra Amaq News Agency påstår IS, at det ikke var dem, som sprængte ikonisk moské i luften. (Foto: Twitter)

Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård afviser dog på det kraftigste, at det var et bombeangreb af koalitionen, som jævnede moskéen med jorden.

- Det er med sikkerhed IS, der har ødelagt moskéen, siger hun.

USA kalder ødelæggelse en forbrydelse mod hele Irak

I en pressemeddelelse forsikrer den amerikanskledede koalition, at man vil fortsætte med at lægge pres på Islamisk Stat i Mosul og bakke op om den irakiske hær.

Samtidig fordømmer man bombningen:

- Dette er en forbrydelse mod befolkningen i Mosul og hele Irak, og det er et eksempel på, hvorfor denne brutale organisation må stoppes, siger generalmajor Joseph Martin.

DR's korrespondent Puk Damsgård fortæller, at moskéen har været en vigtig del af byen i flere hundrede år.

- Dem, det gør allermest ondt på, er borgerne i Mosul, fordi det er moskéen og dens meget karakteristiske hældende minaret, som har givet byen dens kælenavn (The City of Prophets and the Mother of Two Springs, red.), og som i århundreder har stået som et varetegn for Mosul, siger hun.

Kampen om Mosul begyndte i oktober sidste år, efter at den irakiske hær havde befriet den strategisk vigtige by Fallujah i juni. Fallujah var den første store by, som Islamisk Stat erobrede tilbage i begyndelsen af 2014, og det dannede grobund for, at de senere erobrede Mosul i juni i den såkaldte Anbar-offensiv.

Sagen kort

  • Mosul har stor symbolsk betydning i kampen mod Islamisk Stat. Det var her, at gruppen udråbte et selverklæret kalifat tilbage i 2014.

  • Omkring 700.000 mennesker, en tredjedel af byens befolkning inden IS rykkede ind, menes at være flygtet fra Mosul siden offensivens begyndelse.

  • Mosul er Islamisk Stats sidste bastion i Irak. I nabolandet Syrien har gruppen sit hovedsæde i Raqqa. Også her er gruppen kommet under pres.